Nattevagt fik beboere i Bo & Naboskab ud, da det brændte.
Tidligt søndag morgen klokken cirka 06.20 gik en røgalarm i gang i Bo & Naboskab på Bloks Allé i Rødby.
Afdelingen består af tre lejemål og fælleslokaler. En beboer i den øverste lejlighed i villaen hørte røgalarmen og fik fat i nattevagten, der ifølge brandvæsnets indsatsleder, Jakob Petersen, handlede yderst snarrådigt.
- Han fik alle tre beboere ud, og fik lukket døren ind til den lejlighed, hvor det brændte. Hans indsats har gjort en stor forskel, siger han.
På grund af nattevagtens indsats var kun det ene lejemål overtændt, da brandvæsnet nåede frem. De andre er dog kraftigt røgskadet efter branden.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at branden er påsat. Om den teori holder, skal efterforskes i løbet af de næste dage.