SKAT var på kontrolbesøg i virksomheder i og omkring Nykøbing fredag for at tjekke om pantreglerne bliver overholdt.
Pantkontrol er en fast del af SKATs arbejdsområde. I disse tider, hvor den økonomisk krise kradser, er der sat ekstra fokus på området.
- Vi kigger ikke kun efter øl, vin, vand, sodavand og spiritus, men ser også efter andre punktafgiftspligtige varer, som chokolade, slik og tobak, fortæller specialkonsulent Christina Harlou.
Medarbejderne fra SKAT besøgte seks virksomheder, og i fem af virksomhederne var der problemer med drikkevarer uden eller med ulovlige pantmærker, kasseapparater der var gemt væk under disken, manglende kasseafstemninger, medarbejdere, flere dagpenge- og pensionsmodtagere, som anmeldes til de respektive kommuner og personer, som ikke var registreret som medarbejdere, men var der som en ”vennetjeneste”.
- Vi beslaglagde næsten 5.000 små og 1.500 store sodavand, som blev kørt væk af en fragtmand. Desuden konfiskerede vi mange pantmærker, siger Christina Harlou.
- Men det er ikke kun den løftede pegefinger vi har med rundt. Et par steder underviste vi medarbejderne i brugen af kasseapparater, og gav nærmest et helt lille bogføringskursus, så vi ved næste besøg forhåbentlig ikke finder nogen fejl, siger hun.