Skuddrama ved Kurt Westergaards bopæl i Århus. Tre mand skulle have forsøgt at trænge ind i tegnerens hjem. En ung mand skulle være ramt af skud i arm og ben.
Der har ifølge Ritzaus oplysninger fredag aften været skyderi ved tegneren Kurt Westergaards hjem i Viby ved Århus.
Hos Østjyllands Politi er man tavse, men bekræfter, at der har været en hændelse.
- Vi kan kun oplyse, at der har været en episode i Østjyllands Politis kreds. Vi udsender en pressemeddelelse, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.
Ifølge Ritzaus oplysninger blev der trykket på overfaldsalarmen på Kurt Westergaards bopæl her til aften. Tre mænd skulle angiveligt have forsøgt at trænge ind i tegnerens hjem.
En 27-årig mand skulle være kørt på skadestuen efter at være blevet ramt af skud i arm og lår. Ud over 10 politibiler er der ifølge vidner nu også ankommet en bomberydder til Grøndalsvej, der er afspærret.
Samtidig skulle politiet også have rekvireret en bus, hvis beboerne på vejen skal evakueres.
/ritzau/