Der er nu kun få veje tilbage på Lolland-Falster, hvor smeltevandet fortsat ligger på kørebanerne.
- Det lysner!
Sådan lyder meldingerne fra henholdsvis Søren Jensen, fagchef i Lolland Kommune og driftleder Poul-Henning Nielsen, Guldborgsund Kommune, om den aktuelle situation med smeltevand på vejbanerne på Lolland-Falster.
- Vi er begyndt at tage skiltningen ned igen flere steder og der er nu kun få veje, hvor der stadig er smeltevand på vejbanerne, fortæller Søren Jensen og situationen i Lolland Kommune.
I Guldborgsund Kommune er billedet det samme.
- Smeltevandet er efterhånden ved at synke i jorden, så det letter efterhånden, siger Poul-Henning Nielsen.
Siden weekenden har motorvejstil- og frakørslen ved Eskilstrup også været plaget af smeltevand på vejbanen, men ifølge pressechef Martin Østergaard, Vejdirektoratet, er smeltevandet nu væk fra vejbanen.
Det samme gør sig gældende på Sydmotorvejen ved Maribo.