En politihund, er skulle luftes, fandt pludselig en sæk fuld af skjulte våben i Køge.
Da en af politiets hunde skulle luftes, var der pludselig gevinst.
For da politihunden Sofus stak snuden i jorden på et grønt område i Køge, fik den færten af lidt af en overraskelse.
Midt- og Vestsjællands Politi fortæller, at hunden begyndte at grave i jorden, og med hjælp fra sin hundefører fik den gravet en plastiksæk fri.
Det viste sig, at sækken indeholdt fem haglgeværer og en salonriffel med ammunition.
Netop Køge har flere gange været skueplads for skyderier og andre sammenstød mellem rivaliserende lokale bander.
Skydevåbnene skal nu undersøges, så man kan se, om de kan sættes i forbindelse med nogle af skyderierne.
Politiet i Køge hører gerne fra folk, der ved hvor våbnene stammer fra, eller hvem der har gravet dem ned.
/ritzau/