Påvirket af spiritus og narko kørte en mand ved tre-tiden i nat efter en forankørende bilist lige i armene på politiet.
En 46-årig mand fra Holeby kunne tilsyneladende ikke finde hjem, da han i nat kørte sydpå ad motorvejen ved Vordingborg.
Han fulgte derfor efter en forankørende bil. Den forankørende kvindelige bilist var dog ikke helt tryg ved følgesvenden og besluttede at køre ind til politistationen i Vordingborg, hvor hun via telefon havde aftalt at mødes med en politipatrulje.
Og der var sikkert en grund til, at den 46-årige mand fra Holeby ikke kunne finde vej.
Han var både spiritus- og narkopåvirket. Han kørte i en stjålen bil og var frakendt kørekortet, så der venter en del sigtelser, fortæller vagtchefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Ehm Christensen.