Fem fuldgyldige medlemmer af Hells Angels og to personer med tilknytning til HA er blevet anholdt ved en politiaktion i Randers.
Østjyllands Politi anholdt tirsdag syv rockere ved en stor politiaktion i Randers.
Det skete i forbindelse med en ransagning tirsdag formiddag i Hells Angels rockerborg på Rådmands Boulevard.
Ved ransagningen blev der fundet en skarpladt pumpgun og en totenschlæger.
De anholdte er fem fuldgyldige medlemmer af Hells Angels og to personer med tilknytning til rockergruppen, oplyser Østjyllands Politi.
Politiet afgør nu, hvor mange af de anholdte der skal fremstilles i grundlovsforhør.
/ritzau/