Mange bekymrede naboer til brændende skole har ringet til politiet. Men røgen er ikke giftig, siger vagtchef.
En brand hærgede tidligt søndag morgen Lyngby Ungdomsskole på Gyrithe Lemckes Vej.
- Det er en stor brand, hvor røgen kan ses viden om, fortæller vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi.
- Vi fik alarmen kl. 02.12, og mange omkringboende har ringet på grund af røgudviklingen. Røgen er dog ikke giftig, men al røg er farlig, så vi råder folk i området til at holde døre og vinduer lukket, siger Ole Hestbæk.
Ingen mennesker er i fare ved branden, hvis årsag ikke var kendt tidligt søndag. En mulig årsag kan være det voldsomme skybrud med tusinder af lyn, som lørdag aften ramte hovedstadsområdet.
/ritzau/