To betjente er stukket ned i Aalborg, oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi. Gerningsmanden ramt af skud, formentlig af en tredje betjent.
To betjente blev kort før klokken 18 stukket ned på Bynkevej i Aalborg, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi. Efter knivstikkene blev gerningsmanden skudt ned, formentlig af en tredje betjent på stedet, oplyser vicepolitiinspektør Torben Jensen fra Nordjyllands Politi til Ritzau.
Hverken betjentenes eller deres overfaldsmands tilstand kendes, men ifølge Falck i Aalborg er alle tre involverede bragt til skadestuen på sygehuset i Aalborg Syd.
Politiet vil foreløbig ikke fortælle, hvorfor betjentene i første omgang havde taget kontakt med den mand, der altså overfaldt politifolkene. Men ifølge nordjyske.dk er der tale om en psykisk syg mand, der blandt andet skød med bue og pil efter betjentene.
/ritzau/