To mænd sættes i forbindelse med våbenlager, der blev fundet i Tappernøje i april. Nu er tre fængslet i sagen.
To mænd fra Tappernøje-området blev torsdag ved Retten i Næstved fængslet i hver fire uger. De sættes i forbindelse med et større våbenlager, der blev fundet i Tappernøje i april.
Dermed er tre mænd varetægtsfængslet i sagen.
- Nu tror vi, at vi har fået fat på alle involverede i sagen om våbenlageret, siger politikommissær Bent Ludvigsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Våbenlageret blev fundet hos en 21-årig mand i hans hjem i Tappernøje 2. april. Det omfattede 13 våben, blandt andet maskinpistoler, rifler, geværer og revolvere, samt ammunition.
Desuden blev der ved politiets ransagning fundet noget amfetamin.
Den 21-årige har siddet varetægtsfængslet siden fundet af våbenlageret, mens politiet har efterforsket sagen.
Efterforskningen førte politiet på sporet af en 18-årig og en 41-årig mand fra lokalområdet, der blev anholdt torsdag morgen.
I forbindelse med anholdelserne foretog politiet ransagninger på flere adresser i Tappernøje-området og fandt blandt andet noget mere narkotika.
Grundlovsforhøret torsdag fandt sted for lukkede døre.
/ritzau/