Tre biler stødte sammen i et mindre trafikuheld fredag morgen.
Der skete heldigvis kun mindre materiel skade, og ingen personer kom noget til, da tre biler kort før klokken 07.50 fredag morgen stødte sammen i, hvad der betegnes som et harmonikasammenstød på Vesterskovvej i Nykøbing.
Uheldet skete på strækningen mellem Q8-tanken og Aavej, men politiets vagtchef havde fredag morgen ikke nogen oplysninger om årsagen til uheldet. Der blev sendt bud efter brandvæsnet, da der var lækket lidt kølervæske på kørebanen.
Brandfolkene brugte cirka 10 minutter på at få inddæmmet kølervæsken, hvorefter de kunne returnere og vejen atter var fuldt farbar. Ifølge indsatsleder Bo Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen kunne to af de tre biler fortsætte ved egen kraft efter uheldet.