Fem unge morede sig med at kaste kanonslag i Søllested.
Mandag aften var der larm i Jernbanegade i Søllested, for her stod flere unge og smed kanonslag. Politiet mødte op på gerningsstedet omkring klokken 21.30, og her mødte politiet de fem unge, som havde taget forskud på nytårsglæderne, kan man læse i Politiets døgnrapport.
Politiet konfiskerede 14 mindre kanonslag fra en 16-årig fra Søllested. Ud over det havde en af de andre unge, en fyr på 17 år, også en pose med 1,48 gram hashmix. Derfor blev han sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.