Centrumkiosken i Maribo var tirsdag aften udsat for væbnet røveri.
Onsdag aften var Centrumkiosken Klostergade i Maribo udsat for væbnet røveri. Ifølge vagtchef Søren Nielsen, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, blev politiet underrettet klokken 19.29.
- To mænd indfandt sig i kiosken, hvor den ene af røverne med en afkortet pumpgun truede ekspedienten til at udlevere kontanter og skrabelodder, fortæller vagtchefen.
Han oplyser, at begge røvere beskrives som værende i 20'erne og 180 centimeter høje. De var begge iført sorte bukser, sorte hættetrøjer, sorte sko, sorte handsker og sorte/hvide tørklæder for ansigtet. De talte begge dansk.
- Efter røveriet flygtede gerningsmændene i en sølvgrå/metallic VW Golf Variant fra 2008 med registreringsnummeret YZ 31 995. Den blev af et vidne set køre gennem rundkørslen ved Falck og kørte ad Vestre Landevej, fortæller Søren Nielsen.
Bilen blev brugsstjålet i forbindelse med et indbrud i Maribo i weekenden.
Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner på telefonnummer 114.