Annonce
112

Yderligere seks tiltales for milliardsvindel i udbyttesagen

Med tirsdagens tiltale i udbyttesagen er der nu rejse tiltale for svindel for i alt mere end ti milliarder kroner. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter nye anklager om svindel via tysk bank er der i alt tiltalt for over ti milliarder kroner i udbyttesagen.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod tre amerikanere og tre briter for svindel for mere end 1,1 milliard kroner i udbyttesagen. Svindlen skal være sket via den tyske bank North Channel Bank i Mainz.

Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik) - også kendt som Bagmandspolitiet - i en pressemeddelelse.

- De seks personer er efter vores opfattelse de centrale bagmænd bag bedrageriet for mere end 1,1 milliard kroner, siger Per Fiig, der er fungerende statsadvokat hos Søik, i meddelelsen.

Hundredvis af fiktive aktiehandler mellem 27 amerikanske såkaldt enkeltmandspensionsplaner, ni selskaber og mellemhandlere gik i perioden marts 2014 og august 2015 via den tyske bank, lyder anklagen.

De fiktive handler havde alene det formål at trække massive beløb op af den danske statskasse.

I alt lykkedes det ifølge Søik at svindle den danske statskasse for mere end 1,1 milliard kroner ved at få udbetalt udbytteskat, som hverken de amerikanske pensionsplaner eller selskaberne havde ret til.

North Channel Bank fik i september 2019 en bøde ved Retten i Glostrup på 110 millioner kroner for at deltage i bedrageriet på 1,1 milliard kroner.

Banken tjente 55 millioner kroner på blandt andet gebyrer, oplyser Søik. Bankens nuværende ledelse, der ikke har deltaget i bedrageriet, erkendte bankens rolle og modtog bøden.

Skattestyrelsen indgik i 2019 også forlig med 61 amerikanske pensionsplaner og en række dertil knyttede personer og selskaber, der havde indvilget i at betale cirka 1,6 milliarder kroner.

Statsadvokat Per Fiig forklarer, at der i straffesagen tages højde for, hvor meget der tilbagebetales i det civilretlige spor. Så det svindlede beløb skal ikke betales tilbage to gange.

- Størrelsen på konfiskationskravet afhænger af, hvor meget Skattestyrelsen har fået tilbage på baggrund af deres civilretlige erstatningsspørgsmål. Så vores krav vil først blive gjort op i forbindelse med selve straffesagen, siger han.

Jan Schneider er advokat for den ene af de seks tiltalte i sagen. Han fortæller, at han nægter sig skyldig, og at der er en anmodning om navneforbud. Derfor kan hans klient ikke omtales nærmere, før retten har afgjort spørgsmålet.

Svindlen med udbytteskat blev opdaget i 2015, og i alt mistede statskassen 12,7 milliarder kroner.

I forvejen er der rejst to tiltaler i sagen. De vedrører et væsentligt større beløb.

7. januar blev britiske Sanjay Shah, som anses for at være hovedmanden bag svindlen, tiltalt for bedrageri med et tab for statskassen på ni milliarder kroner. Desuden blev britiske Anthony Mark Patterson tiltalt for medvirken.

De nægter sig begge skyldige.

Samtidig oplyste Søik i en pressemeddelelse, at det havde beslaglagt værdier for omkring tre milliarder kroner i hele udbyttesagen hos forskellige personer og selskaber.

Med tirsdagens tiltale er der nu rejse tiltale for svindel for i alt mere end ti milliarder kroner. Alle de tiltalte i sagen risikerer op mod 12 års fængsel.

Sanjay Shah og Patterson befinder sig begge i udlandet, men Retten i Glostrup har valgt at varetægtsfængsle dem in absentia. Det er første skridt mod, at de danske myndigheder kan få dem udleveret til den danske retssag.

I første omgang skal spørgsmålet om fængslingen forbi landsretten, før myndighederne kan forsøge at få dem udleveret.

Statsadvokat Per Fiig siger i meddelelsen om de nye tiltalte, at han ikke har en forventning om, at de frivilligt møder op. Men han vil ikke komme nærmere ind på, hvad man vil gøre - så det fremgår ikke, om de også vil blive krævet fængslet.

Sanjay Shahs hustru, Usha Shah, har også været sigtet i den omfattende svindelsag. Men politiet har droppet sigtelsen imod hende. Det oplyste hendes advokat, Andro Vrlic, mandag til Ritzau.

  • Skattestyrelsen
    Med tirsdagens tiltale i udbyttesagen er der nu rejse tiltale for svindel for i alt mere end ti milliarder kroner. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce
112

Brandvæsnet blev tilkaldt, men vendte hurtigt om

112

21-årigs sindssyge kørsel: Vaskeægte vanvid

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Gerts vilde døgn: - Det er 24 timer i helvede

Dølle

Claus må "skjule sin identitet": - Jeg blev ked af det, da jeg hørte det

Sport

Claus Jensen rørt efter sejr: - Spillerne fortjener det så meget

Dølle

Musikken sætter gang i festen: - Vi kommer fra Døllefjelde-Musse ...

Sport

Så skete det endelig - Nykøbing FC tog en kæmpe skalp

Dølle

Nu er den væk: Hvad betyder det for Dølle?

112

21-årigs sindssyge kørsel: Vaskeægte vanvid

Dølle

Den nye Dølle-pølse: Hvad siger markedsgæsterne?

Guldborgsund

Mark O. Madsen overrasker: Går ind i politik

Lokal nyt

Regionsråds-politiker bryder med sit parti

112

Brandvæsnet blev tilkaldt, men vendte hurtigt om

Indland

Rusland advarer Danmark: Det vil blive gengældt

Dølle

Mette sælger dem, men hvem i alverden køber dem i maj?

Sport

Reddet fra konkurs - klar til kamp mod Nykøbing

Indland

Messerschmidt måtte aflyse 1. maj-møde på grund af sikkerhed

Annonce
Annonce
112

Niels-Christian blev jagtet gennem mark: Så brød helvede løs

Dølle

Unge Dølle-veteraner: Der er nok mange, der pjækker fredag

Indland

86.000 danskere er afhængige

112

Fik slag i hovedet på marken

Dølle

Tilfreds Dølle-formand: Det overrasker mig

112

Hurtigt personale fik slukket brand

Guldborgsund

René fordobler overskuddet