To mænd på 22 år blev lørdag i et grundlovsforhør i Retten i Randers fængslet til den 8. august, sigtet for frihedsberøvelse og afpresning mod en jævnaldrende mand i Randers-området.
Offeret blev hentet på sin bopæl om eftermiddagen den 7. juli, hvor tre unge truede ham med en pistol og tvang ham ind i en bil.
Under køreturen forlangte bortførerne, at han betalte 20.000 kroner. De slog ham blandt andet i baghovedet, så han fik en stor flænge.
De kørte rundt med ham i tre kvarter, før de satte ham af ved Fussingø Slot på Vasevej ved Randers uden at have fået penge ud af ham.
Et par dage senere blev to mænd på 22 og 23 år samt en 19-årig kvinde - alle fra Randers - fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor de alle blev fængslet i fire uger.
Ingen af de to mænd, der lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør, kærede kendelsen til landsretten.
/ritzau/