Righoldigt bogværk om besættelsen på Midtlolland

Hvis man i forbindelse med Folketidendes billedserie for nylig undrede sig over, hvordan der pludselig kunne stå i hundredvis af bevæbnede mænd med stålhjelm og armbind på Torvet i Maribo, kan man finde noget af forklaringen i Ole Brun Madsens netop udkomne bog om Midtlolland under besættelsen.

Man kan endda få at vide, hvem de var, og også lidt om hvad de foretog sig, og det er ellers sjældent. For det var en kultur, hvor det var så vigtigt at holde mund, at det for de fleste blev en vane.

Det fremgår, at der er omkring 400 navne fra Midtlolland i Modstandsdatabasen, og så er det endda ikke alle, der står der, for det er ikke alle, der vil være registreret, hvis man kan blive fri.

Den omfangsrige bog skildrer forløbet fra optakten i 1930'ernes Europa over de skiftende danske regeringer under besættelsen og til det langvarige efterspil med retsopgør og en kvart million især tyske flygtninge, hvoraf de sidste var her til 1949.

Hovedsagen er dog materiale, som stammer fra samtaler med førstegenerations efterkommere af dem, der var aktive i modstandsbevægelsen. Mange var med, nogle blev afsløret og straffet. Nogle mistede livet.

Materialet er især indsamlet i 2017, og forfatteren nævner 36 mennesker, der har bidraget med oplysninger om mindst 56 navngivne folk, fra modstandsbevægelsen.

Det skal nok blive læst med interesse for at se, om der er nogen med, vi kender.

Også skildringen af retsopgøret, som især bygger skriftlige kilder, skal nok vække interesse.

En af bogens fortjenester er, at den også omtaler kvinderne, som ellers bortset fra nogle få, normalt ikke har fremtrædende roller i modstansbevægelsen.

Modstandsarbejdet udgik tilsyneladende især fra to grupperinger, fra folk med tilknytning til partiet Dansk Samling og fra folk med tilknytning til DKP, kommunisterne. Begge partier, som man skal se godt efter for at finde i dag.

Men det fremgår, at det begyndte med udbredelsen af de illegale blade, og der kunne alle, der ville, være med.

Bogen byder således på et ti siders originalmanuskript af Else Lindhardtsen. Det ser ud til at være skrevet i 1970'erne, men forfatteren genoplever sig selv som en frisk 18-årig, der cykler rundt på Midtlolland til familiens bekendte for at skabe interesse for bladet.

Hendes skildring af besøget hun doktor Sarup i Errindlev, der tror, hun kommer for at få en abort, er ubetalelig munter.

Hun er også - næsten - med til at gemme sprængstoffer på Domkirkens hvælvinger, og hun kender den virkelige historie, om hvem det var, der svømmede over Klostersøen for at undslippe en tysk patrulje.

Hovedaktiviteten for den midtlollandske modstandsbevægelse ser dog ud til at være modtagelse af de nedkastede engelske våben. Der kunne være temmelig mange containere med temmelig mange våben i en nedkastning. Bogen omtaler således "Nedkastning nr. 69 fra. 26. april 1945 ved Søllestedgaard, hvor der blev nedkastet 24 containere.

Det fremgår ikke, om det er nedkastning nr. 69 på Lolland eller i det hele taget, men det er klart, at det skulle være mange folk med for at få de mange våben af vejen.

En interessant detalje er i øvrigt, at de mange roejernbaner, hvoraf nogle gik helt ind i laden på de store gårde, somme tider blev brugt til sådanne våbentransporter.

Nogle af de mange navne på modstandsfolk er formentligt allerede godt kendt. Men det er alligevel en fornøjelse at møde Helge Bech fra Hunseby, der som en smidig og stærk gymnast er manden, der kan klatre op i et træ i hjørnet af Knuthenborgs park for at skære en container fri af faldskærmen, der var havnet i træet.

Slagter Erik Nielsen fra Bandholm er blandt bogens største bidragsydere med beretninger om våbennedkastninger, men også en udførlig skildring af aktionen mod luftværnskanonerne i Ryde, der står som den mest bemærkelsesværdige begivenhed på Midtlolland under besættelsen.

Han var også indirekte kilde, da vi for nylig omtalte Ryde-aktionen i Folketidende. Nyt er her, at der var bevæbnede vagter direkte ved kanonerne.

Men vi kommer stadig ikke nærmere til en skildring af, hvad der gik galt. Men måske var det netop de bevæbnede vagter, som man ikke var opmærksom på.

Jeg savner et stikordsregister, der kunne gøre det nemmere at finde omkring blandt bogens mange navne og begivenheder.

Jeg kunne også godt ønske mig et historisk overblik over baggrunden for våbennedkastningerne.

Jeg kunne faktisk også godt have ønsket mig, at for eksempel Else Lindhardtsens maskinskrevne beretning var skrevet ud, så den blev lettere at læse.

Men det er ikke høfligt at klage over garnituren, hvis stegen er god. Og det er en meget interessant bog, som fortjener stor udbredelse.