Det var med at være klar ved tasterne eller telefonen, da billetsalget til sommerens koncert med Bruce Springsteen blev skudt i gang mandag den 10. december.
Det tog nemlig ikke mere end en halv time, før samtlige billetter var revet væk.
Og derfor har koncertarrangørerne Live Nation Denmark fået stablet en ekstrakoncert med den garvede rockmusiker og hans legendariske band, The E Street Band, på plads i Herning.
Ifølge en pressemeddelelse vil 63-årige Springsteen tage turen til det midtjyske og rocke løs i Jyske Bank Boxen to dage efter, at han har spillet for et udsolgt stadium i København den 14. maj.
Sidst, den amerikanske superstjerne og hans band gæstede Danmark, var på Roskilde Festival i sommeren 2012, hvor han gav en koncert, som mange mener er den bedste nogensinde spillet på Danmarks største musikfestival.
Der var tale om tre timer Springsteen-rock, der i flere aviser fik seks stjerner ud af seks og høstede store ord fra såvel publikum som anmeldere dagen derpå.
Siden 1973 har Bruce Springsteen udsendt 17 studiealbum, der har solgt i mere end 120 millioner eksemplarer verden over.
Og nu bliver der som sagt mulighed for at høre hans mange hits to dage efter, han har givet koncert i Parken.
Det går dermed løs i Jyske Bank Boxen Herning den 16. maj klokken 19:30. Billetsalget starter den 4. februar.
/ritzau/