Justin Bieber skubber fredag Christian E. Christiansens megasucces "The Roommate" af banen, spår instruktøren.
Den danske instruktør Christian E. Christiansen gik, som den første dansker nogensinde, nummer et på den nordamerikanske biograf-hitliste med filmen "The Roommate" i sidste weekend. Men allerede på fredag går filmen lidt i glemmebogen, tror instruktøren selv.
Fredag er nemlig dagen, hvor sangeren og teenage-fænomenet Justin Bieber for første gang kan ses på det store lærred, hvor han spiller hovedrollen i filmen "Never Say Never".
- Jeg ikke bare frygter, nej jeg forudser, at "The Roommate" bliver banket fuldstændig af banen af Biebers nye film, siger Christian E. Christiansen.
Og den forudsigelse må siges at være realistisk, da begge film sigter efter de samme biografgængere.
- Målgruppen på "The Roommate" og "Never Say Never" er identisk, og hvis der er noget, de amerikanske teenagepiger vil have, så er det Justin Bieber, siger den danske hit-instruktør.
Christian E. Christiansen er den første danske instruktør nogensinde, der har ligget nummer et på den såkaldte box office-liste i USA. Filmen indspillede i åbningsweekenden 15,6 millioner dollar, men forventes altså at blive overgået af Biebers nye 3-D-film.
/ritzau/