Lørdag blev skuespilleren fra Dawsons Creek, James Van Der Beek, gift med sin kæreste Kimberly Brook. Han kalder det selv sit livs "bedste dag".
33-årige James Van Der Beek, der spillede Dawson Leery i tv-serien Dawsons Creek, er lørdag blevet gift med sin gravide kæreste Kimberly Brook. På Twitter kalder han det ifølge people.com "den bedste dag i mit liv indtil nu".
Ceremonien fandt sted i Tel Aviv, fordi det var der de mødtes sidste år og brylluppet blev holdt som "en lille spirituel ceremoni med nogle få nære venner og lærere", oplyses der i en erklæring.
"Kvinden jeg elsker gjorde mig den ære, at blive min hustru i dag," skrev skuespilleren på sin Twitter på bryllupsdagen og fortsatte: "Jeg ser frem til at gøre mig fortjent til hende i resten af mit liv".
I juni fortalte parret, at de ventede et barn til efteråret og at det bliver en pige. Det er ikke mere end fire måneder siden, at Van Der Beeks skilsmisse med sin kone gennem seks år, Heather Ann McComb, faldt på plads.
/ritzau/