Annonce
Bolig og livsstil

Dracula-bagmænd headhuntede Claes Bang: Derfor valgte vi ham

Claes Bang spiller Dracula i ny serie på Netflix Foto: Netflix/Free

Da manuskriptforfatterne så ham, var der ingen tvivl: Danske Claes Bang er den eneste rigtige Dracula.

Han havde aldrig selv tænkt tanken, at han skulle spille en af de mest ikoniske og mytiske figurer inden for moderne litteratur- og filmkunst.

Men da manuskriptforfatterne bag Netflix' og BBC Ones nye store Dracula-serie fik øje på danske Claes Bang, vidste de det med det samme.

- Har du set ham? Jeg mener, ingen andre havde en chance. I det øjeblik, vi så ham, var vi sådan: "Okay, det er Dracula", siger Steven Moffat, som er den ene af de to manuskriptforfattere.

Selv om den slags forventninger godt kan hvile tungt på skuldrene, har det ikke naget Claes Bang.

- Når jeg har mødt folk og fortalt dem om rollen, har de sagt: "Åh, det kommer jo til at gå helt galt. Det kan du ikke gøre rigtigt". Jamen, tak for det, fortæller han og griner.

Han har dog fået store roser for rollen, efter at serien har haft premiere.

- Det er en ret ikonisk rolle, så det er virkelig nogle store fodspor, jeg går i. Men jeg synes, at Mark (Gattis, red.) og Steven (Moffat, red.) har skrevet noget, som er så meget deres eget, at jeg godt kan glemme det her med at skulle leve op til det ene og det andet, siger Claes Bang.

Claes Bang fik sit internationale gennembrud med centrale roller i "The Girl in the Spider's Web" og Guldpalme-vinderen "The Square".

Det var sidstnævnte film, som fik de to manuskriptforfatteres øjne op for den danske 52-årige stjerne.

De besluttede at caste ham, men det viste sig ikke at være helt enkelt.

Claes Bang var nemlig landet i København efter optagelser i Italien, og han havde en uge hjemme, inden han skulle videre til USA.

Men han havde intet pas, fordi han skulle have indsat et amerikansk visum i det, så han kunne ikke forlade Danmark.

Derfor måtte en del af Dracula-holdet, herunder Steven Moffat, komme til Claes Bang i hans hjem i Danmark.

- Min casting var ret speciel og luksuriøs. Det var en lang casting og en slags arbejdscasting, hvor vi prøvede forskellige ting af. Jeg ringede til min agent bagefter og sagde: "Hør, hvis de ikke vælger mig, så er det ikke, fordi jeg ikke har vist dem, hvad jeg kan".

- Nogle gange forlader man en casting og føler sig nærmest voldtaget, men her var det bare så tilfredsstillende, fordi jeg følte, vi gjorde alt, hvad vi kunne. Så hvis de ikke ville have det, så var de ude efter noget helt andet, og så skulle det ikke være mig, forklarer Claes Bang.

Fordi Netflix og BBC er store spillere, havde Claes Bang ikke regnet med at høre fra dem det første halve år.

Men der gik tre dage, og så blev han ringet op med besked om, at han havde fået rollen.

Han var glad for den lange og grundige casting, han havde været igennem, for den havde klædt ham ordentligt på til opgaven.

- Vi vidste alle sammen, hvad vi gik efter. Jeg havde hadet at stå på den første dag og spørge: "Nå, men hvilken Dracula er I så ude efter?".

- Vi havde fundet ud af, hvilken karakter vi nogenlunde ville have, så det gav selvtillid, da vi begyndte at skyde, fordi jeg vidste, vi sammen havde fundet noget, som vi kunne lide og bygge videre på, fortæller Claes Bang.

Om hans Dracula er forførende, vil han lade andre bedømme, men han har forsøgt at tilføre rollen mere menneskelighed.

- Det har været vigtigt for mig at se, om jeg kunne få karakteren til at bunde i noget rigtigt og komme lidt ud af "blodsugende vampyr"-billedet. Vi har virkelig forsøgt at få flere sider frem af ham og vise kontrasterne ved ham.

Udfordringen har bestået i at gøre Dracula lidt mindre monster og lidt nemmere at relatere til.

- Han er en vampyr, og han drikker blod. Det gør ingen andre, som jeg kender, i hvert fald, joker Claes Bang.

- Men han har jo netop også et stort problem, fordi han er nødt til at slå folk ihjel for at leve. Jeg tror ikke, han gør det for at dræbe, men han gør det, fordi han har brug for føden, for kalorierne. Og så er det selvfølgelig en negativ konsekvens, at de dør af det. Så der er et dilemma der, siger Claes Bang.

De to manuskriptforfattere på "Dracula", Steven Moffat og Mark Gattis, står blandt andet bag kæmpesuccesen "Sherlock", som gjorde hovedrolleindehaverne Benedict Cumberbatch og Martin Freeman til verdensstjerner.

  • CLAES BANG - DRACULA
    Claes Bang spiller Dracula i ny serie på Netflix Foto: Netflix/Free
Annonce
Annonce
Annonce
Maribo

Frygter kolde radiatorer: Umuligt at levere nok varme

Guldborgsund

Legendarisk kromutter: - Jeg har absolut ingen planer om at stoppe

Guldborgsund

Hhx-elever til gallafest: Se de flotte ankomster

Lolland

Flest i landet: Så mange dumper dansk og matematik på Lolland

Dølle

Sådan gik det: Dølle-formandens dom over et uforudsigeligt marked

Guldborgsund

Gert gennemførte sit monster-projekt

Dølle

Galningen fra Give har en Dølle-brandert på ønskelisten

Dølle

Benhårde Berit trods stenkast: Det er jeg altså ikke bange for

Vejret

DMI: Mandag bliver våd, men så kommer forårssolen

Indland

DSB varsler forsinkelser og aflyste tog mandag morgen

Indland

Notat afslører stor forskel på adgang til behandling med ny kræftmedicin

Kultur

Grøn melder udsolgt i halvdelen af årets koncertbyer

Guldborgsund

Musiker og komponist Peter Abrahamsen er død

Lolland

Så er foråret skudt i gang

Dølle

Masser af mennesker og traktortræk

Annonce
Annonce
Dølle

Anemone havde styr på fars prutter: Tyven var Preben Pølsesnak

Guldborgsund

Koster 26 millioner årligt: - Det er åbenlyst uretfærdigt

Dølle

Timelang kø: Nu har Dølle truffet en beslutning

Dølle

Lørdag på Dølle: Fra Keld og Hilda til Daze

Dølle

Regn skabte smat på pladsen - men nu skinner solen igen

Dølle

Politiets status: Masseslagsmål og trusler på Dølle

Dølle

Siden 1980: Preben har aldrig misset et eneste Dølle