Spielberg, Lucas og Ford har stukket hovederne sammen, og den femte Indiana Jones-film ser ud til at blive til virkelighed.
Fans af Indiana Jones-filmene kan godt begynde at glæde sig. Den femte film i serien er nemlig i støbeskeen.
- Historien til den nye Indiana Jones er ved at tage form. Steven Spielberg, George Lucas og jeg er blevet enige om, hvad det femte eventyr skal handle om, og George er i gang med arbejdet. Hvis manuskriptet bliver godt, så springer jeg med glæde i kostumet igen, siger Harrison Ford til franske Le Figaro.
Efter 19 års ventetid fik alverdens Indy-fans sidste år den fjerde film i rækken om arkæologen Henry Walton Jones, eller bare Indiana Jones, da "Krystalkraniets kongerige" ramte det store lærred. Og allerede nu ser det altså ud til, at den femte film er godt på vej.
/ritzau/