Julie Rugaard var Danmarks store 90'er-stjerne: Det gjorde mig skør

Hvis man går forbi hende på gaden, ser man umiddelbart en velklædt kvinde omkring 40 år med langt, lyst hår.

De færreste vil vide, at hun for omkring tyve år siden var en af Danmarks absolut største popstjerner.

41-årige Julie Rugaard gik under kunstnernavnet Blå Øjne og invaderede den danske musikscene i slutningen af 90'erne med kæmpehits som "Romeo" og "Fiskene i havet".

De samme hits som hun den 1. juni optræder med i Aabenraa som del af koncertkaravanen Vi elsker 90'erne.

At hun blev et af hovednavnene på den populære 90'er-festival var langtfra en selvfølge.

Hun blev ringet op af radioværten Dan Rachlin mange gange inden de første Vi elsker 90'erne-koncerter, men Julie Rugaard sagde nej, nej og nej.

Det gjorde hun, fordi det ikke var et glædeligt gensyn med minderne fra tiden som popstjerne, der ventede hende.

- Musikindustrien i 90'erne var ekstremt penge- og hitfokuseret. Man havde ikke den store plan for de mennesker, der "var den". Der var planer for, hvordan man lavede hits.

- Alle den tids kunstnere var skabt for at lave hits fremfor at have en kunstnerisk fortælling. Det gjorde, at jeg blev syg af branchen efter nogle år, og jeg besluttede, at det skulle jeg aldrig igen, forklarer Julie Rugaard.

Selv om tiden omkring gennembruddet var sjov, gik det alt for stærkt, husker hun, og det blev svært at følge med berømmelsen.

- Jeg sad i bilen på et tidspunkt, hvor det stadig var vildt. Jeg trykkede rundt på radiostationerne og opdagede, at "Romeo" spillede på tre ud af otte stationer på samme tid.

- Det var sindssygt, og jeg var helt blæst bagover, fordi jeg syntes, det var det fedeste. Og det var det også, indtil jeg blev syg, vejede 48 kilo og måtte sige stop. Man bliver skør af at være popstjerne. Helt skør, fortæller hun.

Samtidig husker Julie Rugaard, at hun manglede nogen til at tage hånd om sig, for branchen var hård og forlangte for meget af hende.

- Alle omkring dig tjener proportionelt på, at du er på, så alle er også interesserede i, at du knokler. Jo mere du arbejder, jo mere tjener de.

- Dansere, bookingbureau, management, musikere. De bliver dine tætteste venner, men de er der, fordi de tjener penge på dig. Så der er ingen, der har interesse i at sige: "Undskyld, hun vejer 48 kilo og ser syg ud. Skulle vi ikke rive et halvt år ud af kalenderen?". Det er sindssygt hardcore.

Når Julie Rugaard i dag ser tilbage på sin tid som popstjerne, mener hun, der skete to ting, som fik bægret til at flyde over.

- Jeg bliver grænseløs. Jeg drikker mig alt for fuld og er sammen med nogle mænd, jeg egentlig ikke har lyst til. Der er en forventning om, at Danmarks på det tidspunkt største popstjerne skal have en bestemt adfærd, så den tager jeg på mig.

- Samtidig går det op for mig, hvad der foregår omkring mig. Jeg indser, at dem omkring mig er interesserede i at tjene penge, men ikke har en reel intention om at passe på mig.

Julie Rugaard er ikke et sekund i tvivl om, at hendes unge alder også betød, at både de gode og særligt de dårlige oplevelser ramte ekstra hårdt.

Hun husker særligt én episode, som har brændt sig fast i bevidstheden.

- Jeg skulle spille på Skanderborg og havde brugt virkelig lang tid på at opøve et kæmpestort show. Da jeg kommer ud på scenen, står der en pige helt oppe foran og rækker en fuck-finger op mod mig. Det fortsætter gennem hele koncerten.

- Jeg kan nærmest ikke huske andet fra den koncert end den fuck-finger, for det var så ydmygende, fortæller Julie Rugaard med en alvorlig mine.

Efter nogle år med fem-seks job på en weekend, våde fester og autografer besluttede Julie Rugaard at sige stop.

Det var en svær branche at komme ud af, husker hun, særligt når man ikke er mere end et par og tyve, men Julie Rugaard har selv et bud på, hvorfor det lykkedes.

- Jeg kommer fra en skilsmissefamilie med en enlig mor, som er vokset op på et børnehjem og har set sine forældre dø. Min mors historie er så grotesk, men hun har klaret den, fået mad på bordet og passet sit arbejde på trods af meget lort i sin opvækst.

- Jeg har fået en masse med fra hende. At man skal klare den og bare sætte den ene fod foran den anden. Så det gjorde jeg og gik ud af industrien.

Selvom Julie Rugaard i årene efter Blå Øjne svor, hun aldrig skulle have noget med musikbranchen at gøre igen, lykkedes det Dan Rachlin efter mange forsøg at genoplive Blå Øjne til Vi elsker 90'erne.

Det blev et vendepunkt for den voksne kvinde, som nu var et andet og meget mere lykkeligt sted i sit liv.

- Der var ingen piger med korslagte arme og "møgso" strålende ud af øjnene og ingen fordømmende blikke. Der var en stemning af nostalgi, for publikum blev mindet om den første kæreste eller den første tur på natklub.

- Det betød, at den tid, som jeg ellers ville have sagt, jeg fortrød, blev til en tid, som jeg værdsætter helt vildt meget, og som pludselig fik værdi. At synge sangene igen, men denne gang som et voksent menneske, der har født, er blevet skilt og har realkreditlån, gjorde det til en anderledes og sindssygt rørende oplevelse, forklarer hun.

I dag er hun tilrettelægger og redaktør hos Nordisk Film TV, har to børn og skal snart giftes med sit livs kærlighed.

Hun savner ikke musikken, for den har mistet magien for hende. Desuden behøver hun den heller ikke.

- Jeg har ikke længere brug for musikkens store følelser til at spejle mig i, men jeg har lyst til at sige tak til musikken. Den har holdt mig i hånden, da jeg var ung og usikker og havde brug for den som støtte.

- Det behov er jeg vokset fra. Jeg er simpelthen blevet for lykkelig. Uden pis.