Mads Vangsø krydsede Atlanten i robåd: Jeg længtes efter vildskab

At bruge to år på mentalt, fysisk og økonomisk at forberede sig på verdens hårdeste ro-konkurrence for derefter at isolere sig på Atlanterhavet i en robåd med sin ekskones nye mand i godt syv uger og så ro 5000 kilometer med de bare næver knyttet om to årer.

Det kan lyde noget nær umuligt, men for tidligere tv- og radiovært Mads Vangsø var det nødvendigt.

Turen, som varede 49 dage, var ellers flere gange tæt på at knække de to søfarere.

Han og makkeren Lasse Wulff Hansen skiftevis sov og roede i to timer døgnet rundt.

De badede ikke i andet end saltvand og led af store vabler og sår på hænder, fødder og særligt baller.

Når de ikke var for søsyge til at spise, stod menuen på bananer, proteinshakes og havregrød. De havde taget mad med, som både smagte godt på vej ned og på vej op.

Netop søsygen var det første stykke tid en vedholdende ledsager, for stærk vind og store bølger kastede rundt med den lille robåd dag og nat.

Hver gang Mads Vangsø fortalte nogen om projektet, spurgte de som noget af det første: "Hvorfor gør du dog det her?".

Det forsøger han nu at give svar på i sin nye bog "Tværs over Atlanten", som udkommer den 29. maj.

Det er ikke et helt nemt spørgsmål at svare på. Ifølge Mads Vangsø er han og makkeren blevet spurgt 1000 gange, og svaret har været lidt forskelligt hver gang.

Han har dog en grundlæggende forklaring på, hvad der drev ham tværs over Atlanterhavet.

- Det er svært for mig at gentage det samme igen og igen. Knokle de første tyve år, så man kan købe et hus med græsplæne.

- Så står man på den plæne med sin plæneklipper og tænker: "Hvad nu?". Ja, den græsplæne skal bare slås, makker, og det skal den fra nu, og til du ikke er her mere. Det er ubærligt for mig, siger Mads Vangsø, som var medskaber af P3-succesen "Tæskeholdet" og har været vært på adskillige radioprogrammer på Radio 100 og The Voice.

Han følte, at alting kørte i ring. Derfor skulle der ske noget andet og noget, han ikke havde prøvet før.

- At få lov som voksen til at træde ind i et rum, hvor man absolut ingenting aner om bådbyggeri, sikkerhed, sømandskab, kammeratskab, mental træning, ja, det var jo en drøm. At gå ind i noget som voksent menneske og opleve det for allerførste gang.

- Det var en eventyrlyst og en barnlig, men stærk nysgerrighed. "Tænk, hvis det kunne lade sig gøre?!". Så var jeg også drevet af at hoppe ind i et fællesskab og dyrke det fuldt ud, forklarer han.

Mads Vangsø tog derfor beslutningen i efteråret 2016 og tilmeldte sig konkurrencen Talisker Whisky Atlantic Challenge.

Lasse Wulff Hansen, som også roede med i båden, var kæreste med Mads Vangsøs ekskone og havde på den måde hørt om det vanvittige projekt.

Han henvendte sig og bad om at komme med. Han arbejdede i Forsvaret, var i fremragende form og i det hele taget en "sand guttermand", som Mads Vangsø beskriver ham.

Lasse Wulff Hansen var den perfekte makker, så sammen brugte de to år på at forberede sig. De var flere gange i England for at besøge det hold, der byggede båden til dem, og for at træne i fremmed farvand.

De lukkede en sponsoraftale med GPS-producenten Garmin, og sammen med en psykolog gennemgik de alle tænkelige og utænkelige situationer, som kunne opstå undervejs.

Derudover tog de kurser i navigation, ocean rowing og hjertemassage. De trænede og prøvede samtidig at stige i vægt, fordi man taber mellem 10 og 15 kilo undervejs.

I vinteren 2018-19 krydsede han og Lasse Wulff Hansen så verdens næststørste hav i en robåd.

Efter sin hjemkomst kan Mads Vangsø mærke, at der særligt var én ting, som han længtes efter, inden han tog afsted.

- Jeg fandt ud af, hvor vild jeg var med vildskaben og fandenivoldskheden. Jeg havde lyst til at give alting en fuck-finger, men der var ingen at give den til, fordi vi var to mænd alene på havet.

- Det gjorde det stærkere, end hvis man giver fingeren til andre i en sammenhæng. Så kan det handle om selviscenesættelse, forfængelighed og positionering. Men her var jeg alene, og det forstærkede længslen efter vildskab.

Det er ikke kun længslen efter de vilde oplevelser, Mads Vangsø har taget med hjem.

Han har også indstillet jagten på det endegyldige svar.

- Jeg tror ikke, vi er herrer over, hvad der ligger til grund for, at vi gør, som vi gør. Vi bilder os ind, at vi hundrede procent lineært kan forklare, hvorfor vi skal et eller andet, men jeg tror, vi snyder os selv.

- Der er en mulighed for, at det ene "hvorfor?", som alle gerne vil have svar på, ikke findes. Med den erfaring jeg har nu, har jeg droppet at leve efter ideen om, at én motor eller ét svar motiverer alting. Jeg tror, der er mange svar, og at de er kontekstbestemte, forklarer han.

Turen over Atlanterhavet er ikke Mads Vangsøs første livtag med ekstremsport.

I 2014 løb han et ultramaraton på 250 kilometer gennem Sahara på fem dage.

- Jeg var simpelthen gået i stå. Der var ikke mere, ikke flere originale ideer. Jeg måtte sætte alt over styr og spænde buen med en risiko for, at jeg knækkede nakken, forklarer Mads Vangsø.

På den anden side af både ørkenløb og rotur er Mads Vangsø blevet meget optaget af, hvad den stærke beslutning er.

- Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke ved, hvem jeg er, hvis jeg ikke kan stole på mine egne beslutninger. For mig er hele den snak om beslutninger afsindigt eksistentiel, forklarer han.

Det er vigtigt for ham at stole på sig selv. Han skal kunne mærke sine beslutninger.

- Hvis vi ikke stoler på vores beslutninger, flyder vi bare med. Når du står med livet i hænderne og ønsker at udvikle og udfordre dig, så skal du vide, at du kan stole på din beslutning og din styrke.

Den tidligere tv- og radiovært har på den anden side af sine ekstreme bedrifter også måtte indset, at der simpelthen er ting, han ikke længere kan.

- Jeg skal ikke ro over Altanten igen. Jeg skal ikke vedligeholde og drifte. Jeg skal skabe, og jeg skal udfordres.

- Min mor sagde til mig, at det måske var en god idé at få et fast arbejde. Men nej, det kunne aldrig blive en god idé, for det løb er kørt for mig. Det kan aldrig lykkes igen, understreger Mads Vangsø.

Udfordret bliver han. Han har netop skrevet sin første egen bog færdig, og hvis alt går vel, er han kandidat i filosofi fra Københavns Universitet om tre år.

Han forsøger at vise sig selv og sine to døtre på 12 år og knap et år, at alt kan lykkes, hvis man arbejder for det.

- De vil en dag forstå, at når man hopper nysgerrigt ned i noget, kan man på et tidspunkt gå til højre eller venstre. Højre er alt det, du kan finde ud af og har styr på. Venstre er det svære og alt det, du ikke har lyst til. Men netop dér skal du gå hen.

- Tag ikke den lette vej, men tag den svære. Dér ligger oplevelsen.