Annonce
Bolig og livsstil

Overrask dig selv på ski: Her er fire alternative bud

Har du altid stået på ski i Sverige, kan det være, at du skal kigge efter nogle af de mere ukendte skidestinationer. Foto: Free/Michael Barrett Boesen/colourbox

Du kan både spare penge, men også få nye skioplevelser ved at vælge nogle af de mere oversete lande, lyder det fra to skieksperter.

Vi kender alle de klassiske skidestinationer som Sverige, Norge, Italien, Frankrig og Østrig, hvor danskerne i vinterhalvåret flokkes til i tusindvis.

Men hvor mange af os ved, at lande som Andorra og Japan er rigtig gode og underholdende skidestinationer?

Det er i hvert fald lande som disse, at skieksperterne Rasmus Skov, indehaver af hjemmesiden Skisport.dk, og Thomas Uhrskov, kendt fra tv og mangeårig skiekspert, vælger at pege på.

Her er de to skientusiasters fire råd til nye, spændende - og for mange måske også ukendte - skidestinationer.

1) Andorra

Det er nok de færreste, der tænker det lille fyrstedømme Andorra, der ligger klemt inde mellem Spanien og Frankrig, som et oplagt mål for skiturister.

Men sådan forholder det sig, fortæller Rasmus Skov.

- Jeg har selv været dér en gang, og jeg vil klart anbefale det, siger han og fortsætter:

- Der ligger et par skisportsområder i Andorra. Det mest kendte hedder Grandvalira, hvor du får 200 kilometer pister. Det er dermed på størrelse med store områder i Østrig som Wagrain og Flachau.

Derudover er Andorra både nemt at komme til og billigt, lyder det fra Rasmus Skov.

- Det er stadig forholdsvis nemt at komme til med fly til Barcelona og så et par timers bus derfra. Derudover er det uhyggeligt billigt. Andorra er nemlig en toldfri stat, så du giver næsten ingenting for ting i butikkerne, siger Rasmus Skov.

2) Finland

Sverige og Norge tager ofte overskrifterne, når det kommer til Skandinaviens skidestinationer. Men man bør ikke glemme Finland, lyder det fra Thomas Uhrskov.

- Der er utrolig smukt, der er næsten 100 procent snesikkerhed, og så er finnerne simpelthen så sjovt et folkefærd, siger han.

Ud over underholdende fester og gode pister har de finske skisportssteder ifølge Thomas Uhrskov også meget andet at byde på.

- Har du bare en smule lyst til fart, så skal du ud at køre snescooter. Her er det nemlig ikke kontrolleret som i andre lande, hvor du maksimalt må køre 60 kilometer i timen.

- Her får du en snescooter, og så har du ellers bare hele verden foran dig, hvor du kan køre 120 kilometer i timen, fortæller han.

Finland har ikke mange skisportssteder, men Thomas Uhrskov vil dog fremhæve området Kuusamo.

3) Tyskland

Har du ikke tid til at tage en hel uge fri til skiferie, kan en forlænget weekend i stedet være at foretrække.

Her kan turen passende gå til nogle af de tyske områder som Winterberg og Willingen, der kun ligger fem-seks timers kørsel fra grænsen, fortæller Rasmus Skov.

- Tyskland er super nemt at komme til, der er gode priser, og så ligger det tæt på Danmark, siger han.

Dog skal du være opmærksom på, at pisterne i de nævnte områder er mere til folk uden megen skierfaring.

- Når vi taler om et område som Winterberg, som kun ligger fem timer fra grænsen, så har du bare ikke super meget skiløb. Her er der nemlig 50 kilometer pister, siger Rasmus Skov.

Til gengæld vinder Tyskland på muligheden for at lave en weekendtur, hvor du kan nå at få meget ski for pengene.

- Du kan i princippet lave en weekendtur, hvor du kører torsdag efter arbejde, og så er du dernede torsdag aften. Så står du på ski fredag, lørdag og søndag, og så kan du være hjemme søndag aften, siger Rasmus Skov.

4) Japan

Hvis du gerne vil pleje din indre globetrotter og stå på ski et nyt og anderledes sted, anbefaler begge eksperter, at Japan bør være dit næste rejsemål.

- Jeg peger på Japan, af den primære grund at der er masser af sne. Oppe på øen Hokkaido falder der mellem 15 og 17 meter sne om året, hvilket er ekstremt meget.

- Derudover er snekvaliteten fantastisk. Den er tør, hvilket gør den fantastisk at stå på ski i. Og så er bjergene tilforladelige. Det vil sige, at de er gode for alle, så du behøver ikke at være ekspert, fortæller Thomas Uhrskov.

Han roser også både den japanske madkultur og deres serviceniveau, som er meget anderledes end i Europa.

Du får dermed en anderledes, men alligevel uforglemmelig oplevelse, hvis du vælger Japan som din næste skidestination, lyder det fra Thomas Uhrskov.

  • Ski skiferie rejse ferie barn sne Sverige
    Har du altid stået på ski i Sverige, kan det være, at du skal kigge efter nogle af de mere ukendte skidestinationer. Foto: Free/Michael Barrett Boesen/colourbox
Annonce
Annonce
Annonce
Guldborgsund

Lokale projekter får millioner fra fond: - Vi er meget glade og beærede

Vejret

Nu er sommeren her: Så varmt bliver det på LF

Lokal nyt

Glad formand: - Det er noget, jeg virkelig har kæmpet for i mange år

Indland

Danmark skal gøre kræftkampen kunstigt intelligent

Maribo

Renoveringskapløb: Flere huse ramt af råd

Sport

Slagen NFC-spiller: - Det er en hård omgang

Sport

Nye tørre tæsk til chanceløse Nykøbing FC

112

Bagagen lugtede mistænkeligt - og det var der en grund til

Guldborgsund

Nyt samarbejde? Kan ikke sige så meget konkret endnu

Lokal nyt

Ny aftale sikrer over to milliarder kroner mere til sundhed

112

Brand i Næstved sender ikke længere røg ind over beboelsesområde

Guldborgsund

Frank fra Kastaniegaarden til topmøde

Lolland

Kommunalt forslag betyder store udgifter for husejere

Guldborgsund

Simon Hansen ser tabte forældre

Guldborgsund

Holger Schou er pissehamrende stolt

Annonce
Annonce
Nordfalster

- Jeg bliver så harm over, at det bliver ødelagt for dem, der gør noget for andre

Maribo

Karen Margrethe druknede i vandmasserne

Lolland

Jørgen har været med hver gang siden 1974: - Det er svært at stoppe

Sport

Efter tre nederlag i træk: - Vi tager til Roskilde for at få noget med hjem

Guldborgsund

Brobyggeri når milepæl - og det kan bilisterne glæde sig over

Lolland

Skybrud kan ramme folkemøde: Vi har beredskabet klar

Lolland

Dansk tv-kendis: Sydhavsøerne har det hele