Han har tidligere været koblet sammen med verdensberømte skuespillerinder som britiske Minnie Driver og amerikanske Winona Ryder.
Men den 42-årige skuespiller og instruktør Matt Damon er glad for, at han i dag er lænket sammen med bartenderen Luciana Bozán Barroso, fortæller han til Esquire.
- Jeg var heldig. Jeg forelskede mig i en civil. Ikke en skuespillerinde og slet ikke en berømt skuespillerinde, for den sags skyld. For så fordobles opmærksomheden ikke - den vokser eksponentielt, siger han i et interview.
Matt Damon er især optaget af parret Brad Pitt og Angelina Jolie, der er et af de mest eksponerede kendispar overhovedet.
- Jeg kigger på Brad - og det har jeg gjort i årevist - og når jeg er sammen med ham, ser jeg intensiteten i hele den anden side af det. Og paparazziene og det vanvittige aggressionsniveau de har og deres villighed til at bryde loven og invadere hans privatsfære, siger Damon.
Damon mødte den Argentinsk-fødte skønhed under et ophold i Miami i 2003, hvor hun arbejdede med at lange drinks over bardisken. To år senere blev de gift ved en privat ceremoni tæt på New Yorks rådhus på Manhattan. De har fire døtre, hvor den ene er Barrosos fra et tidligere ægteskab.
/ritzau/