Der er ikke megen opbakning at hente hjemmefra for Freida Pinto, der er i gang med lovende Hollywood-karriere.
Der er bitterhed at spore i Indien, hvor den nylige Hollywood-stjerne Freida Pinto har sine rødder.
Den billedskønne skuespillerinde fik sit helt store gennembrud i den Oscarvindende "Slumdog Millionaire", og hjemme i Bollywood mener de nu, at hun siden har vendt dem ryggen.
Førende indiske filmkritikere mener således, det er for dårligt, at Pinto ikke medvirker i flere produktioner på hjemlige græsgange.
- Jeg har ikke lavet nye film i Indien simpelthen fordi, jeg ikke har fundet et manuskript, der for alvor har fanget min opmærksomhed og min passion, siger Freida Pinto til Interview Magazine.
Siden hun har byttet Bollywood ud med Hollywood, har Freida Pinto medvirket i en række film. Blandt andet Woody Allens "You Will Meet a Tall Dark Stranger" ligesom hun har en rolle i den kommende storfilm "Rise of the Planet of the Apes and Immortals".
Men til trods for succesen påvirker kritikken hjemmefra alligevel Pinto.
- Til at begynde med var jeg ked af det. Grunden til, at jeg gør de her ting uden for mit eget land, er, at det forhåbentlig gør mig i stand til en skønne dag at vende hjem til Indien med nok ballast og viden til at producere min egen film, siger hun.
/ritzau/