Hun er kendt som den hårdkogte politikvinde i tv-serien Forbrydelsen på DR.
Men i privaten har det også været en hård kamp for Sofie Gråbøl. Hun har i et lille års tid skulle kæmpe mod kræften.
- I december sidste år fik jeg konstateret brystkræft. Jeg er efterfølgende blevet behandlet med operation og kemoterapi. Det har været et hårdt forløb, men jeg er rask nu og har det godt, siger Sofie Gråbøl ifølge en pressemeddelelse fra TV 2.
Skuespilleren deltager i Knæk Cancer-kampagnen, som kører hele uge 43 som et samarbejde mellem TV 2 og Kræftens Bekæmpelse.
- Jeg er glad for at være en del af Knæk Cancer-kampagnen og dermed kunne give min støtte til den gode sag, lyder det videre fra Gråbøl.
Den 45-årige Sofie Gråbøl har medvirket i store filmsucceser som "Nattevagten" og "Pelle Erobreren" samt i tv-serier som "Nikolaj og Julie" og "Taxa".