I de senere år er der opstået en stadigt stigende interesse for de dyre- og plantearter, som der efterhånden bliver færre og færre af. Mange har bemærket, at der er blevet meget længere mellem dagsommerfuglene, og at der flyver langt færre insekter i billygternes skær, når man kører i mørke. Knapt så tydelige er de konsekvenser, som nedgangen i navnlig insektbestanden har for naturen generelt i form af manglende bestøvning m.v. Problemet er langt større, end man umiddelbart opfatter det, og efterhånden er politikerne da også kommet på banen; navnlig taler mange om skovrejsning. Nu er skov faktisk ikke det, som vi mangler mest, for skovarealet er ikke faldet de seneste mange år - tværtimod. I øvrigt er det ikke dyr og planter i selve skovene, som er forsvundet. Det er mere de magre jorde og uopdyrkede områder i det åbne land, der er blevet meget mindre af, og hvor rigtig mange arter er forsvundet.
Det kan derfor i nogen grad undre, at politikerne - og faktisk også folk generelt - ikke er mere bevidste om forvaltningen af vejkanterne. Disse udgør et af de få nogenlunde sammenhængende naturområder i vores land og rummede tidligere en stor mangfoldighed af planter og insekter. Det gør de desværre ikke mere. Forklaringen er dels, at vejkanterne omhyggeligt slås - endda flere gange om året, og dels den måde, som denne slåning foregår på. Meget ofte bruges såkaldte brakpudsere, som efterlader de afslåede planter som en grød, der hurtigt falder sammen og oftest mugner, hvorved stort set alt over jorden går til grunde. Det hjælper ikke, at man venter nogle uger med at slå, for de fleste insekter har jo metamorfose (forvandling æg larve puppe voksent insekt), og er til stede i en af formerne, uanset hvornår på året det er. Det siger sig selv, at det er ret ligegyldigt, i hvilket stadie, dyret slås ihjel. Det er væk under alle omstændigheder. Planterne lider også, idet slåningen - navnlig med de redskaber, som maler alt til grød, i høj grad favoriserer græsset. Herved forsvinder en masse andre planter og med dem de insekter, hvis larver lever på disse planter.
Hvad kan man da gøre? Først og fremmest kan man jo nøjes med at slå den del af vejkanterne, som det er nødvendigt at slå af hensyn til trafiksikkerheden og bevarelse af vejbanen. Det kunne være de 20 - 30 cm nærmest vejen og så områder omkring kryds og hvor veje i øvrigt støder sammen, og hvor det er nødvendigt at have overblik. Om efteråret kan det være nødvendigt at slå et større stykke for at hindre, at der dannes snedriver i løbet af vinteren; men her dannes der ikke helt så megen ”grød”, så skaden er ikke så stor. Man behøver heller ikke at slå hele skråninger og i det hele taget alt, hvad der ligger ved vejen.
Udgiften til en sådan mere skånsom vedligeholdelse af vejkanterne ville næppe være stor. Måske kunne det endda blive en besparelse, for i bund og grund handler det jo om noget, man undlader at gøre. Samtidig kunne man tænke biodiversitet ind, når man anskaffer nye redskaber til slåningen. Brakpudsere er faktisk - set fra et ”biodiversitetsperspektiv” - fuldstændigt uacceptable. Hvorfor man netop har valgt denne type slåmaskiner, har måske med prisen at gøre. Jeg ved det ikke; men biodiversitet har i hvert fald ikke været et kriterium. Jeg har i øvrigt med glæde bemærket, at man sidste år faktisk begyndte at begrænse omfanget af slåningen - ikke tilstrækkeligt; men det var bestemt en god start.
Hvis det så også kunne lade sig gøre at formå mennesker til at lade være med at omdanne rabatterne flere hundrede meter på hver side af, hvor de bor, til en græsplæne, ville det også bedre situationen. Der er selvfølgelig afgrøder som f.eks. frøgræs, hvor det er nødvendigt at slå de tilstødende vejkanter; men det er noget andet end blot at slå, fordi man nu synes, at det er pænt med græsplæne langs vejen.
Vi kunne faktisk for en ret beskeden indsats opnå et kæmpestort sammenhængende naturområde i vores land og derved yde en kæmpe indsats for biodiversiteten. Det burde vi nok gå i gang med - det er faktisk lige tiden til det nu.
Jesper Lorentzen
Lindevej 6
4990 Sakskøbing