Men hvordan defineres ordet værdighed ?
Respekt og selvrespekt, eller findes der en anden og mere barsk version ?
Den som kan opleves som ældre, dement og plejekrævende på Plejecenteret Kirsebærhaven i Rødby.
Og som flyvende objekt mellem hospital og plejebolig.
Hvor ordet “ambulance chasing” pludselig får en ganske anden betydning, her er ingen slikket, amerikansk advokat, men desperate pårørende som forgæves forsøger at holde sig ajour med hvor næste destination er.
Hvor døden er ubærlig angst- og smertefuld.
Lolland Kommune har ligeledes formuleret en demenspolitik.
Et citat herfra kunne være;
“Borgere med demens og deres pårørende skal opleve kontinuitet, tryghed og livskvalitet i hverdagen.”
Men er det den virkelighed vi ser på Kirsebærhaven ?
Hvor pårørende anses som et tidsrøvende element, hvor alle og ingen er kontaktperson for den ældre beboer.
Her opsamles, videregives eller bruges informationer fra pårørende ikke.
Den som burde være en kiste af uvurderlig viden.
Den som et trygt og sammenhængende plejeforløb kunne bygges på.
Den som kunne have givet beboeren en eller anden form for livskvalitet.
Hvor er “kontinuiteten” i det plejeforløb ?
Eller definerer vi det måske bare ikke på samme måde alle steder i landet ?
Er “udkantsdanmark” måske i virkeligheden undtaget ?
Men igen, hvorfor hører jeg så helt andre fortællinger fra Nordjylland, Fyn og Sønderjylland, af smilende plejepersonale som har budt den ældre og de pårørende velkommen i det nye hjem, budt på kaffe, kage og snak, samt, som en selvfølgelighed, nødvendig info til alle.
Hvordan kan den samme virkelighed på Kirsebærhaven være en kort modtagelse af den ældre, samt en lige så kort meddelelse til pårørende om, at de selv skal medbringe kaffe eller drikke hvis de vil have noget.
Og Lolland Kommunes mad- og måltidspolitik.....
Rig på visioner men uden tag i den virkelighed, som findes på Kirsebærhaven.
Her er det spis eller lad være - og nogle ældre vælger desværre så det sidste alternativ.
Vores demente, men søde og højtelskede mor gik fra at være næsten normalvægtig til kun at være knogler, overtrukket med skind, på de to år hun holdt sig i live på plejecentret.
Ikke kun svært undervægtigt men også konstant dehydreret.
Plejepersonale angav “manglende varme hænder” som årsag til ikke at kunne afse tid til at hjælpe hende med at spise og drikke.
Hun var i perioder plaget af hallucinationer. Kraftigt forstærket af manglen på væske.
Hendes virkelighed var angsten; og ordene “det gode måltid” kun uforståelige lyde.
Hvordan skal den virkelighed og de visioner som Lolland Kommune beskriver for ældreplejen i kommunen, kunne forenes med den virkelighed, som eksisterer på Kirsebærhaven.
Kan en ny ledelse og efteruddannelse af plejepersonale ændre indstilling og motivation?
Mere plejepersonale måske ?
Bedre bevillinger ?
Eller skal man lukke og slukke, lægge sammen med bedre fungerende plejecentre ?
Jeg er sygeplejerske, min mand læge, ingen af os helt unge mere, så vi har set og hørt en del i sundhedsvæsenet gennem årene.
Men intet som dette, et 2 år langt, mareridt, hvor den ene oplevelse efter den anden efterlod os rystet tilbage.
Hvor vi egentlig ikke oplevede at de såkaldte manglende “varme hænder” var hovedproblemet, men mere manglen på samarbejde med pårørende, manglende motivation, manglende viden om basal (syge)pleje, manglende brug og indsamling af information om den enkelte beboer - og vi kunne fortsætte remsen...
Og zoomer vi ud og inddrager både hospital og kommunens visitation, så træder den eklatante mangel på kommunikation mellem enhederne klart frem.
Hvor alle har travlt med at give skylden til; “de andre” , mens ingen standser op et øjeblik og spørger sig selv; “ Hvad kan netop jeg gøre anderledes ?”
En konklusion kunne være;
Revurdering af relevant kompetance hos ledelsen, både for Kirsebærhaven og for det kommunale område for den personlig ældrepleje.
Revurdering af visitationen, og hvilke kompetencer der er nødvendige for at foretage en korrekt visitation af den ældre borger.
Og ikke mindst, opkvalificering af uddannelsesniveau hos alle faggrupper på Kirsebærhaven.
Så kan der måske være en chance for at Kirsebærhaven’s virkelighed en dag nærmer sig den politisk formulerede virkelighed.
Tilbage står selvfølgelig så også spørgsmålet om den virkelighed, som vi ser på Kirsebærhaven, er den samme virkelighed som eksisterer på Lolland Kommunes resterende plejecentre.
Og om denne virkelighed faktisk er den, som politikerne synes de beskriver i målsætningerne for ældreplejen i kommunen.....
Pernille Ullersted
Galionsvej 60,
1437 København K