Generationen, der blev væk

Syv år senere er vi spredt for alle vinde. To er blevet sygeplejersker, én pædagog, én psykolog, én soldat, én bankuddannet, én radiovært, flere socialformidlere, én radiolog, for ikke at glemme mig selv som hybridhistoriker med speciale i politik og kommunikation. På billedet ser vi så ens ud, i dag er vi så forskellige. Forskellige uddannelser, forskellige liv placeret forskellige steder i Danmark og resten af verdenen.

Min medblogger og formand for Quality Lolland-Falster, Kirsten Sydendal, har foreslået, at de unge skal give en peptalk til vores lokalområde for at beskrive, hvad de vil have i fremtiden. Måske endda en kronikkonkurrence. Det er et sympatisk initiativ, der desværre kan ende som spildte kræfter, hvis det står alene. Det, der også er brug for, er, at ledende lokale stemmer på Lolland-Falster begynder at sætte de unge i centrum og fokusere på, hvad de vil med den yngre generation, og hvad de vil gøre for den yngre generation.

Når jeg kigger på klassebilledet fra sidste skoledag, er der en ting, der falder mig i øjnene. Vi har helt forskellige præferencer for vores liv. Men én ting har vi til fælles: Vi søger lykken i familiemæssig og økonomisk forstand.

For den del, der har stiftet familie, har børnene naturligvis førsteprioritet: Er daginstitutionerne fleksible og gode? Kan mine børn få de bedste uddannelsesmuligheder?

For en anden del fylder det gode job en stor del: Hvor kan jeg få opfyldt min karrieredrøm? Kan min kæreste få job? Hvad er mine udviklingsmuligheder?

Om nogle år vil størstedelen af min gymnasieklasse nok fokusere på både-og: Hvordan kan jeg få familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed?

Hvis Lolland-Falster skal kunne tiltrække den yngre generation, er en del af løsningen politisk og erhvervsmæssig. Borgerbrandingen har alene nået sin grænse. Det er lokalpolitiske løsninger, der skal til for at sikre et venligt erhvervsklima med mange nye jobs, varierede kulturtilbud og gode, fleksible børneinstitutioner og skoler. Det er regionalpolitiske løsninger, der skal til for at sikre et godt sundhedsvæsen. Det er nationale og EU-løsninger, der skal sikre en dynamisk udvikling af området med bl.a. moderne infrastruktur.

Det kræver en politisk bevidsthed og et udsyn, der rækker ud over dag-til-dag-problemerne. I stedet skal tilflytterbrillerne tages på for at vurdere områdets attraktivitet for den yngre generation. Samtidig skal lokalområdet tale til den yngre generation og beskrive, hvorfor Lolland-Falster er det ideelle sted for unge ambitiøse mennesker, om de så er ambitiøse i deres karriere, i deres familieliv eller brænder for at gøre en forskel for det lokale samfund.

Hvis vi blot beder de unge med forskellige drømme om at beskrive deres ønsker for Lolland-Falster, risikerer vi at skyde med spredehagl. Der er brug for den gensidige dialog, hvor de unge gives mulighed for at sætte ord på deres ønske for Lolland-Falsters fremtid, men hvor lokale stemmer også bliver bedre til at forklare, hvad Lolland-Falster kan tilbyde en bestemt del af den yngre generation.

Tilbage sidder jeg med mit klassebillede fra gymnasiet i hånden. Jeg tænker over, hvad Lolland-Falster egentlig vil med mig. Det er så sjældent, at det lokale politiske liv eller erhvervslivet taler direkte til mig. Jeg er en del af generationen, der blev væk. Generationen, der er uundværlig, men alligevel er blevet glemt. Vi er en generation, der er meget forskellig. En landsdel kan og skal ikke falde i alle unges smag, men den skal kunne tilbyde noget til de unge, der kan, skal eller vil flytte hertil.

Det er det, der skal lægges en tværgående strategi for hurtigst muligt.