Godnat, mit barndomshjem

Motorvejen mod Helsingør føltes uendeligt lang, også selvom jeg undgik den værste kø. Jeg blinkede af ved afkørsel 6, Nivå. Måske for sidste gang? Jeg parkerede bilen, gik op i indkørslen, hvor et til-salg-skilt lå gemt bag skuret. Det nåede aldrig at blive sat op, før huset var solgt. Det var kun nogle måneder siden, at jeg selv var flyttet, og nu skulle mine forældre være ude af huset om et par uger. Det var gået meget hurtigere end forventet. Vores hus lå højest på udstykningen, og jeg gik op i haven og så solen gå ned fra vores terrasse. For sidste gang.

Da jeg vågnede lørdag morgen, gik jeg rundt på mit gamle værelse. Der var kun sengen og min rejsetaske, ellers var det tomt. Der var ekko i værelset, og min fars ord fra dengang, jeg var lille, gav genlyd i mit hoved: ”Jeg skal bæres ud herfra, Louise.” Men sådan kan livets veje jo pludselig ændre retning – uden at man selv helt forstår hvorfor.

Efter morgenmaden kørte jeg en tur. En tur i det lokale center, der var så fuld af liv, dengang jeg var lille. Nu stod halvdelen af butikkerne tomme. Butiksdød. Selv en lørdag formiddag var der stille. Jeg gøs, da jeg gik forbi stationen, hvor jeg engang var blevet forfulgt efter en bytur. Jeg måtte videre. Forbi min gamle skole, mit gamle gymnasium. Det havde været mit andet hjem. Videre langs strandvejen og et besøg i den kirke, hvor jeg både var døbt og konfirmeret. Egentlig havde jeg jo altid vidst, at jeg hverken skulle giftes eller begraves derfra. Jeg gik forbi min mormors grav, vekslede et par ord med hende, før jeg tog hjem.

Om aftenen skulle jeg til koncert med Thomas Helmig, der var mutters alene på scenen. Alle andre morede sig, sang med og klappede. De halvplatte jokes, der normalt ville få mig til at smile, sagde mig intet. Dem, jeg var sammen med, beskyldte mig for at være pigesur. Men det var jeg ikke. Jeg var … ligesom tom. Tom ligesom barndomsværelset derhjemme.

Helmig klimtede et par velkendte toner fra introen i en af mine yndlingssange ”Malaga”. Publikum fandt lightere frem og vuggede dem stille fra side til side, i takt til musikken.

”Sommetider er den eneste måde, jeg kan komme videre, at tænke på i går,” sang Helmig, mens jublen næsten overdøvede den rustne stemme. Pludselig strømmede tårerne ned af mine kinder, og for første gang den aften åbnede jeg munden og sang med. Helmig sang også videre: ”Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større. Jeg slutter fred med det hele, alle sammen, hver og en, mens jeg venter på at komme hjem igen.”

Pludselig gav det hele mening for mig. Jeg var ved at lukke døren, døren til min barndom, men ikke for at sige farvel. Det var for at gøre min verden større, for at få nye, spændende oplevelser og for at få min beskedne drøm om at flytte til Falster, som jeg altid havde haft, til at gå i opfyldelse. Jeg havde sluttet fred med fortiden – barndomsminderne fra centeret, skolen og kirken – og var klar til endelig at sige farvel.

Efter koncerten gik jeg med de andre ud og fik en øl. Jeg var vist stadig ikke i rigtigt godt humør, men jeg følte mig ikke længere tom. Jeg var forventningsfuld.

Om søndagen hjalp jeg med at pakke nogle ting ned, slog græsplænen en sidste gang og tog en middagslur i min seng, inden jeg kørte hjem til Nykøbing. Mit nye hjem. Da min bil trillede ud af barndomshjemmets indkørsel, trillede tårerne ned af mine forældres kinder. I bakspejlet kunne jeg aflæse min fars ord: ”Kør nu forsigtigt.”

Et par timer senere parkerede jeg bilen i Nykøbing. Solen var ved at gå ned i Guldborgsund. Jeg satte mig ud på min altan, kiggede ud over vandet. Stille og roligt kom ordene til mig:

”Ja godnat Helsingør, godnat Nivå, jeg lukker mine øjne i Nykøbing.”