”100 km,” gentager min franske veninde, mens hun kigger skeptisk på mig. Hun tager en tår af sin øl og tænder endnu en gul Camel.
”Oui, bien sûr,” garanterer jeg og drejer sugerøret rundt i min rosé-drink. ”100 km for at komme på arbejde er ikke unormalt, hvis man bor uden for hovedstadsområdet i Danmark.”
Personalet er ved at slukke de kulørte lamper på den restaurant, min franske veninde ejer på havnen i en lille sydfransk by. Når gæsterne er gået, er det tid til at tage et glas – ”prendre un verre” – som franskmændene så nonchalant kalder det, når de kæderyger 10 smøger over en lille øl. I vores daglige aftensnak om kulturforskelle mellem hendes Frankrig og vores Danmark, kære læser, er vi nået til danskernes pendlerkultur – det faktum, at vi kører langt for at komme på arbejde.
”100 km, det kunne jeg aldrig klare,” siger hun og skuler op til sin lejlighed, der ligger lige over restauranten. Taler vi for højt på de stille timer, hyler hendes Jack Russell-terrier, Marley, for at gøre opmærksom på, at han kan høre os.
Jeg forklarer min franske veninde, at det er helt normalt at køre efter sit job, når man bor i Danmark. Den gennemsnitlige dansker pendler 21,5 km til sit arbejde. Dér, hvor jeg bor, i Guldborgsund, er gennemsnitspendlingen på 31,2 km.
”Hvis man er glad for sit job, gør man det gerne. Forstår du,” siger jeg, tøver, ”Danmark er et lille land med korte afstande, men indtil nu har meget været centraliseret. Det er ved at vende lidt. Hvis man vil have et godt liv, kan man sagtens finde en billigere bolig i provinsen og et job i hovedstaden.”
Jeg fortæller hende om min virksomhed. Den ene dag i Nakskov. Den anden dag i Hørsholm. Den tredje dag i Vordingborg. Den fjerde dag i København. Den femte dag, hviledagen, i Nørre Alslev.
Hun ryster på hovedet. ”Jeg har altid boet lige ved siden af mit arbejde,” siger hun med en ny smøg mellem læberne og en tændt lighter mellem fingrene.
”Alors, så,” forsøger jeg forklarende, ”da jeg boede nord for København, boede jeg afstandsmæssigt tæt på alting. Men turen til København kunne tage alt fra en halv time til tre timer. Man måler altid afstand i kilometer. Hvorfor måler man aldrig afstand i tid?”
”Tænker alle danskere som dig?” spørger min franske veninde retorisk, mens hun tømmer sit glas.
Cigaretpakken på bordet er tom. Marley piber. Det er signalet om, at aftenen er slut. Bisous, kys. A demain, vi ses i morgen. Min franske veninde går rundt om hjørnet, direkte hjem. Jeg går en omvej hjem, kun ledsaget af mine egne tanker.
Som jeg går ned langs kajen, slår det mig, at det faktisk er ret paradoksalt. Verden er tættere forbundet end nogensinde. Tre timer mellem København og Paris. Otte timer til New York. En dagsrejse til Australien. Alligevel virker den geografiske afstand stadig som en mental barriere. Det er som om, at mange stirrer sig blinde på værdien af en kort afstand – så forblændet af tanken om at være ”tæt på”, at de ikke ser alle forhindringerne på vejen. Samtidig får vi at vide, at vi skal have udsyn, være globale og omstillingsparate.
Men, kære læser, alle dem, der nægter at se noget vest for Valby Bakke, hvor meget udsyn har de? Hvor globale og omstillingsparate er de? Hvor stort et blik har de for de store sammenhænge?
Jeg lukker mig ind gennem lågen til feriestedet. Min franske veninde har ret: De fleste tænker stadig afstand i geografiens målestok og ikke som tid. På trods af god infrastruktur og korte afstande er de fleste danskere stadig rodfæstede i en geografisk definition af afstand. Mange har det ligesom min franske veninde: Arbejdet skal helst ligge lige rundt om hjørnet, om end det kan være i overført betydning. Hellere sidde en time i kø end at køre en time, sådan er rationalet.
Afstand måles i kilometer – ikke i tid. Gad vide, kære læser, om man nogensinde kommer til at måle afstand i tid?