Lad nu de omdiskuterede regioner få arbejdsro og løse den opgave, de er sat i verden for: At give os et velfungerede sundhedsvæsen i verdensklasse.
Derfor undrer det meget, at faderen til regionerne - statsminister Lars Løkke Rasmussen - tilsyneladende agter at give selvsamme regioner dødsstødet og gøre det til et af de hotte emner i den kommende valgkamp. Et politisk udspil, der berettiget vækker underen helt ind i Venstres egne rækker.
Og hvorfor skal sygehusvæsenet endnu engang smides op i luften til gene og ulempe for ikke bare de ansatte, men i høj grad også patienterne? Det kan virkelig undre, at statsministeren vil af med regions-konstruktionen på et tidspunkt, hvor stort set alle regioner har fået styr på deres primære opgave: At drive sygehuse på bedste mulige og mest rationelle måde. Der er tale om dårligt politisk håndværk, når det så tydeligt kan konstateres, der ikke er noget alternativ. Landets statsminister handler i blinde, og burde klæde sig bedre på, inden han kaster hele sundhedsvæsenet op som en faderløs bold i valgkampen.
Værst er det, at der ikke er nogen form for dokumentation for, at det skulle være en god ide at afskaffe regionerne endsige at der er penge at spare.
Selvfølgelig kan og skal regions-konstruktionen diskuteres. Hvad er godt og hvad kan gøres bedre? Men det skal ske på et oplyst grundlag, hvor det er facts og ikke politiske følelser og holdninger, der afgør regionernes skæbne. Alt andet er politisk blindebuk.
Samtidigt kan vi frygte endnu mere centralisme og mangel på folkelig indflydelse i det fremtidige sundhedsvæsen, hvis statsministerens politiske sommerstunt ender med en statslig styring af sygehusene. En yderligere centralisering end det vi hidtil har oplevet vil ikke gavne demokratiet, og derfor må der trækkes en streg i sandet: Ikke mere centralisme. Vi har brug for et stærkt og velfungerende sundhedssystem, der er tæt på borgerne og under en reel form for folkelig demokratisk styring og indflydelse. Alt andet er urimeligt og udemokratisk.
Som valgtema er det ikke klogt at smide regionernes fremtid på bordet. Dertil er der for stor usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet er en gevinst ved at nedlægge regionerne og dels har landet større og mere væsentlige problemer landets politiske ledelse burde forholde sig til.