Jeg holder mine gummistøvler op foran vinduet og sammenligner dem med vejret udenfor. Solskin med skyer, der jages over himlen af vinden. Nej, gummistøvlerne får jeg ikke brug for. Myggespray? Nej, jeg vælger i stedet en langærmet trøje og lange bukser. Jeg kigger på tjeklisten en gang mere: Sovepose, telt, luftmadras, kondomer, solcreme, solbriller, to-tre rammer øl. Solbrillerne kunne jeg måske få brug for, resten sætter jeg et stort, fedt kryds henover.
Jeg er lige kommet hjem fra min første tur på festival: Sydhavsøernes Frugtfestival. Mine fordomme om festivaler har altid været krydret med en god portion skepsis og billeder af nøgenløb, mudderbade og dårlig lydkvalitet. Alligevel tog jeg chancen. En frugtfestival kunne vel ikke være så farlig, og man bliver næppe ”stang-bacardi” af en enkelt øl fra det lokale bryggeri og smagsprøver på frugtvin. Så solbrillerne i håret og så af sted på første festivaltur.
Forventningsfuld åndede jeg lettet op, da jeg ankom til festivalpladsen. Familier i tre generationer fejrede den lokale frugthøst i en stemning, der sydede af sødme. Det måtte være æblemostens afsmittende effekt. Koge- og klogedyster mellem lokale kokke og politikere, mens flæskestegssandwich blev langet over disken. Prikken over i’et var for mig æblemosaikken ved den lille mølle – ja, i det øjeblik var der i hvert fald meget langt til orange scene.
Frugtfestivalen er en magnet. Den er et modefænomen – et brand, der taler ind i vores tid – hvor man hylder de naturlige og lokale råvarer i vores madlavning. Tiltrækningskraften er stærk. De lokale producenter kommer i direkte berøring med deres kunder fra nær og fjern. Kunderne får øjnene op for nye varer. Det skaber omsætning, jobs og værdi for både sælgere og kunder. Frivillige får festivalens ender til at nå sammen. Sakskøbings butiksliv var flyttet ud i gadebilledet, og selv i mylderet var der plads til den åbenhjertige snak med ekspedienten – en åbenhjertighed, jeg stadig kun har mødt få steder uden for Lolland-Falster.
Som tilflytter så jeg det nærmest som min integrationsmæssige pligt at aflægge frugtfestivalen et besøg. Alt om ”på røven i vores landsdel” blev gjort til skamme, fordi stemningen var så høj, og fællesskabet var så stort. Lolland-Falster var på hjemmebane.
I virkeligheden kunne jeg, kære læser, have gjort dette blogindlæg temmelig kort og blot skrevet tak til arrangørerne og de frivillige ildsjæle for den dejlige festivaldag. Men så havde jeg ikke fået sat ord på min oplevelse af stemningen og følelsen af at være en del af et større fællesskab. Og jeg havde ikke fået fortalt om overvindelsen af mine festivalfordomme – en overvindelse, jeg sent vil glemme.
Og til næste år, når mine venner fra København spørger, om jeg skal med på Roskilde eller Skanderborg, vil jeg chokere dem. De forventer et blankt nej som de tidligere år. Men til næste år får de i stedet en invitation til Sydhavsøernes Frugtfestival, så de også får mulighed for at overvinde deres fordomme.
Så jeg må nok hellere se at komme i gang med invitationerne.