I januar 2011 vedtog Lolland Byråd efter oplæg fra Grønt Råd ”Naturpolitik”, der beskriver den politik, som skal føres i Lolland Kommune angående natur. Den vedtagende politik er absolut ikke revolutionerende, men det bedste, som kunne opnås i en kommune, hvor landbrugserhvervet er særligt dominerende.
Naturpolitikken beskriver bl.a. forholdet til den ”lille natur”, som er den natur mange af os nyder i det daglige og som hovedsagelig findes i grøftekanter, langs stier og i vejrabatter, samt på ubebyggede kommunale arealer.
Det lød jo godt og man kunne glæde sig til blomstrende grøftekanter til glæde for fugle og insekter samt mennesker. Godt nok er der en del borgere, som kan få en dårlig dag over en enkelt mælkebøtte i gågaden og helst kun ser befæstede arealer eller kort græs, men vi er også nogle der nyder ”den lille natur” og den biodiversitet der følger med.
Problemet er så bare, at naturpolitikken ikke følges af Lolland Kommune selv. Politikken beskriver f.eks. slåning af grøftekanter. Der står bl.a., at grøftekanter i forsommeren kun slås” i den udstrækning, der er nødvendig for oversigtsforholdene og yderst langs asfaltkant for at undgå, at vegetationen hænger ind i færdsel arealet, om efteråret for at hindre, at den visne vegetation skaber snedriver”.
Det er bare ikke sådan det sker. I år er der mange steder – f.eks. på Jernbanestien slået alt, som overhovedet kan slås uden at skade landbrugsafgrøderne eller køre i grøften. Så i år ser vi ikke Cikorier, Røllike, Rejnfan, Nøgleblomstret Klokke for slet ikke at tale om den ikke særlige almindelige art Eng Storkenæb, som lige var kommet i blomst inden ”klipperen” kom.
Hvordan skal man så overbevise kommunens borgere om, at de også skal begræse sig, når de har sat gang i havetraktoren?
Den vedtagende "Naturpolitik" blev flot beskrevet i Folketidende, og så er der bare ikke sket mere. Vi mangler svar fra politikkerne og "Vej og Park"på, hvordan naturpolitikken vil blive efterkommet i Lolland Kommune. Kommunen selv er ikke det bedste eksempel.