Det er ikke nemt at være Lene Espersen denne sommer. Uanset hvad hun gør, bliver hun udsat for kritik for sine dispositioner omkring, hvilke møder hun deltager i, og hvilke hun ikke deltager i. Den negative spiral er i selvsving, og en voldsom nedtur i både politisk anseelse og i troværdighed blandt vælgerne er kommet i noget, der kunne minde om frit fald.
Udenrigsminister og konservativ partiformand Lene Espersen brugte sin sidste feriedag søndag på at forklare sig og begrunde afbuddet til et EU-topmøde tidligere på ugen på grund af ferie i Italien. Forklaringer er der masser af, men uanset hvor gode de er, preller de fuldstændig af på vælgere og politiske modstandere.
Der gælder andre standarder for Lene Espersen, og hendes margin for fejl er på meget kort tid blevet reduceret til stort set ingenting hos den kritiske presse og dermed offentligheden. Lene Espersens forgængere lavede masser af fejl, og meldte også afbud til mange møder. Det var der bare ingen, der interesserede sig for - fordi “de gjorde det jo meget godt”.
Lene Espersens politiske aktiekurs er styrtdykket, og står efterhånden i noget der kunne betegnes som nul. Det er blevet sagen, der aldrig vil dø, fordi der hele tiden bliver tilføjet nye kapitler til kritikken. “Ferieministeren” bliver hun kaldt i folkemunde, og uanset hvor uretfærdig og usaglig en begrundelse det er, så klæber den til hende og partiet. Her ligger den største fare af alle: At tilliden til funktionen udenrigsminister bliver skadet af holdningen til Lene Espersens indsats og måde at håndtere jobbet på. Vi har som nation brug for en stærk og ikke mindst troværdig og gennemslagskraftig udenrigsminister.
Kritikken er også haglet ned over socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidts skattesag. Hendes troværdighed har også lidt et knæk, selvom hun har indrømmet “sløseriet” og lagt sig fladt ned og sagt undskyld og beklaget fejlene.
Som vælger er det beskæmmende, at den politiske opmærksomhed bliver brugt på Lene og Helles personlige forhold og måde at varetage deres job på. Selvfølgelig skal der være orden i tingene, men kritikken af de to partiledere kan nærmest betegnes som udtryk for en nypuritansk moralisme, hvor der gælder helt særligt skrappe krav til dem som ledere. Har vi brug for det?
Hvad med om vi brugte tiden på at diskutere politik og tage fat på de kolossale politiske udfordringer, Danmark står overfor?