Sag på sag på sag

Det er som Nordisk Fjer-skandalen fra halvfemserne. Indtil den sidste dag så alt godt ud indtil hele korthuset væltede, og en af Danmarkshistoriens største erhvervsskandaler var en realitet. Skeletterne væltede ud af skabet, og hver gang man troede, at det ikke kunne blive værre kom der nye skeletter ud af skabet.

Sådan er det også med det Konservative Folkepartis leder Lene Espersen. Den ene dårlige sag er næppe lagt død før den næste kommer springende ud af skabet. Denne uge ingen undtagelse. Lene Espersen har endnu engang med vanlig præcision bragt sig i mediernes søgelys, og endnu engang stilles der kraftigt spørgsmål ved hendes lederskab af partiet. Denne weekend har de konservative landsråd, og der skal mobiliseres megen kraft, engagement og fantasi for at Lene Espersen søndag kan forlade Landsrådet som en styrket formand. Eller i det hele taget som formand for partiet. Borgerlige kommentatorer og lederskribenter er begyndt at stille spørgsmålstegn ved Lene Espersens fremadrettede muligheder som partileder. Der er et år til næste valg, og derfor skal partiet snart have medvind i meningsmålingerne og ro omkring partiets ledelse.

Diskussionerne om, hvem der skal afløse Lene Espersen, er i gang, og de stopper ikke. Partiformanden sørger også for selv at holde dem i gang. Først med den såkaldte “Mailgate” om slettede mails fra hendes tid som erhvervs- og økonomiminister, senere at hun har talt usandt fra Folketingets talerstol og slutteligt fredagens melding om, at de Konservative ikke vil være i en regering, hvor Dansk Folkeparti er med.

En solomelding, der mildest talt er præget af dårlig timing, og kun bærer ved til det bål, som mange er i gang med at tænde under Lene Espersen. Vælgerne flygter og baglandet knurrer. Overskrifterne er præget af negativitet i stedet for resultater.
Noget skal der i al fald ske, hvis Det Konservative Folkeparti skal hive sig selv ud af den negative spiral. Hvis partiet med ro i maven vil møde vælgernes dom om et års tid uden udsigten til et historisk nederlag, skal der ske noget drastisk.

Uagtet at man kan have al mulig sympati for Lene Espersen er det ikke nok, og der er brug for at sætte en stopper for “skeletternes flugt ud af klædeskabet”. Der er brug for ro og fremgang - og en politik de konservative vælgere kan bakke op.