Knapt har ørkenstøvet fra den arabiske borgeropstand lagt sig, før regeringer i de europæiske lande er gået i noget der ligner panik. Først var der fordømmelse af de siddende regimer og støtte til befolkningen i deres kamp for frihed og demokrati.
Nu er der igen lukket af, for et er støtten til at vælte et udemokratisk styre – noget andet er at ”Fort Europas” grænser er og skal forblive lukket for den horde af fattigdomsflygtninge, som alle forventer vil vælte ud fra de Nordafrikanske lande efter regimernes fald.
Italien frygter at op imod 300.000 flygtninge fra Libyen indenfor den nærmeste tid vil søge mod Italien. Så mange flygtninge på en gang kan selv et land af Italiens størrelse ikke klare alene. Her må solidariteten i EU-samarbejdet træde i kraft, og derfor må Danmark hjælpe til. Men nej lyder det fra regeringen. Flygtningene er Italiens problem, og de må klare det selv. De libyske fattigdomsflygtninge skal ikke til Danmark, og de er ikke vores problem.
Forkert. Hvis vi virkelig mener noget med, at kampen for frihed og demokrati er vigtigere end at støtte diktatorer med blod på hænderne, er det nu den aktivistiske danske udenrigspolitik må vise sit værd. Godt nok koster uroen i Mellemøsten og Nordafrika os dyrt på olieprisen, men det er en pris danskerne må acceptere. Vi må også acceptere at sætte handling bag vores fine ord om, at vi støtter befolkningerne i de ramte områder, og komme med seriøse bidrag til at hjælpe den massive strøm af flygtninge, der vil komme fra de uroplagede områder.
Danmark kan ikke lade Italien, Spanien og Grækenland i stikken og overlade det til dem at klare flygtningestrømmen. Selvfølgelig kan Danmark ikke lukke grænserne op og byde alle de nordafrikanske flygtninge indenfor, men vi kan opføre os ordentligt og tage vores del af flygtningene samt sørge for at EU’s sydlige lande får tilstrækkeligt med penge og ressourcer til at løse den kolossale opgave med de massive flygtningestrømme.
Danmarks fine værdier og frihed, demokrati og menneskerettigheder koster, når det gælder. Grænsen er nået nu for ord, og det er tid til handling for at hjælpe befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika, der har skaffet sig af med et udemokratisk styre. Både dem der bliver i deres hjemlande og dem, der bliver nødt til at flygte. Vi skylder dem hjælp.
Deltag i debatten med Chefredaktør