De danske aktier falder i kølvandet på de amerikanske. Obamas jobplan overskygges af dystre vækstudsigter.
Der er meget langt mellem snapsene på aktiemarkederne for tiden.
De danske aktier i det toneangivende C20-indeks falder fredag morgen med 0,8 procent i 353,99 efter en lille stigning torsdag på 0,8 procent.
Det danske aktiemarked følger med faldet de amerikanske aktier, der faldt torsdag på trods af en storstilet jobplan, som præsident Barack Obama kom med.
Det ledende Dow Jones indeks faldt med en procent, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt med 0,8 procent, da den amerikanske børs i New York lukkede torsdag aften.
Og dermed har skuffelsen over de dystre udsigter for mindre vækst i Eurolandene og den amerikanske centralbankchef Ben Bernankes tale vundet over Obamas storstilede plan til 2400 milliarder kroner, der skal skabe flere job i USA.
- Aktiemarkedet faldt lidt tilbage i USA efter talen fra Bernanke. Centralbanken er meget klar til at stimulere økonomien, men han er ikke konkret. Og det er nok det, der gør, at markedet siver lidt tilbage, siger Martin Munk, aktiehandler i Jyske Bank, til Ritzau Finans.
Dermed skal man nok hen til den amerikanske centralbanks rentemøde 20.-21. september, før der kommer til at ske noget på den front, vurderer Jyske Banks aktiehandler.
Martin Munk påpeger, at Obamas jobplan er større end ventet. Og den indeholdt også nogle skattelettelser.
Aktiehandleren tilføjer, at udviklingen på aktiemarkedet vil afhænge af, hvordan markedet vægter Obamas jobplan. Indtil videre synes reaktionen ikke synderligt positiv.
/ritzau/