Ansaldo skal fortsat drive den københavnske metro. Driften har været i EU-udbud, og Ansaldos tilbud var det bedste og billigste.
Ansaldo skal i den kommende fem år også køre den københavnske metro. Ud af seks selskaber har italienske Ansaldo givet Metroselskabet det billigste tilbud. Faktisk sparer Metroselskabet et tocifret millionbeløb på driften hvert år.
Henning Christophersen, der er bestyrelsesformand i Metroselskabet, siger, at man er meget tilfreds med resultatet af udbudskonkurrencen.
- Det vil komme vore mange passagerer til gode i de kommende år. Det har været en grundig og velgennemført proces, som bestyrelsen har fulgt tæt, siger Henning Christophersen i en kommentar.
Det er resultatet af det EU-udbud om drift og vedligeholdelse af Metroen, som Metroselskabet netop har afsluttet.
Det er Ansaldo, der har stået for driften af metroen indtil nu. Alene i 2008 blev 46 millioner passagerer kørt af de førerløse tog fordelt over 12.000 daglige afgange med en driftssikkerhed på 98,6 procent.
/ritzau/