Boligstatistik for første kvartal viser faldende priser og få handler. Markedet er iskoldt, lyder det.
Det danske boligmarked er på det nærmeste frosset fuldstændig fast. Antallet af handler er rekordlavt - og samtidig slår udbuddet rekorder, viser realkreditbranchens boligstatistik for 1. kvartal 2011.
Priserne på parcel- og rækkehuse er faldet 0,6 procent i forhold til samme kvartal sidste år.
- Efter et 2010 med en generelt positiv stemning på boligmarkedet, så har alvoren ramt boligejerne i 2011, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
- Vi så en afmatning i priserne i slutningen af 2010 i provinsen. Nu sætter usikkerheden sig også igennem i og omkring hovedstaden, tilføjer hun i en kommentar til statistikken.
Husene er for hele landet faldet 1,9 procent fra 4. kvartal 2010 til 1. kvartal 2011. Det dækker blandt andet over et prisfald på 1,8 procent i Region Hovedstaden.
- Det giver en bekymring for, at boligmarkedet i hele landet er ved at fryse til med faldende priser, rekordstort udbud, forholdsvise lange handelstider og en stor mental afstand mellem købere og sælgere, siger Ane Arnth Jensen.
De handlede parcel- og rækkehuse i 1. kvartal 2011 havde typisk stået til salg i næsten syv måneder, mens handelstiderne lå på seks måneder for ejerlejligheder og næsten 11 måneder for fritidshuse.
- Antallet af handler er under 10.000 for 1. kvartal, og det er blandt de laveste i nyere tid. Der findes kun lavere tal for handelsaktiviteten i efterdønningerne af finanskrisen i efteråret 2008.
Det siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.
Parcel- og rækkehuse blev solgt næsten 11 procent under den oprindelige udbudspris.
For et gennemsnitshus på 140 kvm svarer det til et nedslag på ca. 200.000 kroner. Prisnedslaget for ejerlejligheder og fritidshuse var på henholdsvis 8,5 og 15 procent.
/ritzau/