Verdensøkonomien er på vej mod en ny krise, mener både Sydbank og Saxo Bank.
Verdensøkonomien er på vej mod en ny krise.
Sådan lyder vurderingen fra cheføkonomerne i to af Danmarks fremtrædende pengeinstitutter.
- Der er overhængende risiko for, at forbrugere og virksomheder verden rundt vil blive mere forsigtige med at bruge penge og dermed trække verdensøkonomien ind i en ny recession, skriver cheføkonom Jacob Graven i en ny analyse.
Begrebet recession er defineret ved to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst i bruttonationalproduktet. Verdensøkonomien var senest i recession i forbindelse med finanskrisen i 2008.
Om verden teknisk set ender i en recession vil Saxo Bank ikke garantere, men en krise er uundgåelig, mener cheføkonom Steen Jakobsen.
- Vi er i hvert fald på vej mod en lang periode med nulvækst og meget lav forbrugertillid. Det er der ingen tvivl om, vurderer han.
Faktisk mener Saxo Bank, at den kommende krise vil blive værre end den seneste.
- Dengang havde politikerne den offentlige sektor og økonomisk stimulus at gøre godt med. Nu er det regeringerne, der er under pres, og der er ikke nogen alternativer, konstaterer Steen Jakobsen.
Han påpeger, at også den kinesiske økonomi, som blev udpeget som det lokomotiv, der skulle trække verden videre efter den første krise, er i problemer på grund af høj inflation.
Men hvor den nationaløkonomiske situation er forværret markant i forhold til 2008, så er virksomhederne og forbrugerne bedre rustet, påpeger Sydbank.
- Virksomhedernes situation i dag er generelt langt stærkere med betydeligt lavere gæld og højere indtjening. Også forbrugerne har i mange lande benyttet de seneste år til at spare op og er dermed bedre polstret til en ny krise, konstaterer Jacob Graven.
/ritzau/