På under halvandet år er de danske aktier steget med 100 procent. De ligger dog stadig 17 procent under toppunktet før finanskrisen
En optur på 100 procent på bare ét år og fem måneder.
Danske aktier har været en sand pengemaskine siden sidste forår og er efter en historisk kursfest nu tilbage på niveauet, fra før det store amerikanske finanshus Lehman Brothers i foråret 2008 bukkede under for det, som blev kaldt den værste krise siden 1930'erne, skriver Berlingske Tidende.
Aktiechef Claus Wiinblad fra pensionshuset ATP peger på, at de store danske virksomheder har været dygtige til at spare på omkostningerne og toptune forretningen, så de igen tjener gode penge.
- Derfor er der mange gode argumenter for, at danske aktier er steget mere end de udenlandske, siger Claus Wiinblad.
Kun de svenske aktier er steget mere end de danske.
Investeringsdirektør hos Sampension, Henrik Olejasz Larsen, ser også det sidste års optur som "imponerende", men hæfter sig ved, at danske aktier fortsat er 17 procent fra den historiske top, mens de amerikanske ligger 25 procent lavere end toppunktet, lige før finanskrisen satte en helt ny dagsorden, skriver Berlingske Tidende.
/ritzau/