Den islandske askesky er for længst lettet over de danske lufthavne. Passagerne tog revanche efter flyveforbuddet.
Flypassagerne i de danske lufthavn har taget revanche, siden asken fra den islandske vulkan under Eyjafjallajökull forhindrede dem i at komme af sted i april i år.
I andet kvartal var der otte procent færre afrejsende passagerer fra de danske lufthavne end kvartalet før, når der korrigeres for sæsonudsving, viser tal fra Danmarks Statistik.
Nedgangen skyldes især en del aflyste flyafgange i april og i mindre omfang også i maj på grund af den islandske askesky.
Men i maj og juni var antallet af flyrejsende tilbage på nogenlunde samme niveau som i slutningen af første kvartal.
I faktiske tal fik lufthavnene i alt 3,3 millioner afrejsende passagerer i andet kvartal. Det er tre procent flere end i samme kvartal for et år siden, hvor den generelle økonomiske krise dog lagde en dæmper på rejselysten.
De større lufthavne havde alle passagerfremgang i forhold til samme kvartal året før på grund af flere indenrigspassagerer. Lufthavnene i Billund og Aalborg havde flere passagerer med fly til udlandet, mens København havde færre.
/ritzau/