Højere elpriser får hjulene til at køre rundt hos Dong Energy. Samtidig er gassalget under pres.
Dong Energy fik hevet 1,4 milliarder kroner hjem på årets tre første måneder. Det er næsten en milliard mindre efter skat i forhold til året før.
Det skyldes, at man i år har haft højere afskrivningerne. Et frasalg sidste år skæppede til gengæld i kassen, oplyser selskabet.
Direktøren for Dong Energy, Anders Eldrup, kalder da også resultatet for solidt og tilfredsstillende.
Omsætningen endte på 16 milliarder kroner i 1. kvartal, hvilket er et fald på en halv milliard i forhold til perioden året før.
Det skyldes, at Dong Energy har haft et lavere salg af gas. Faldet her blev dog til dels opvejet af højere energipriser og større produktion af el.
Produktionen af el steg med 0,8 milliarder kilowattimer til 7,2 milliarder kilowattimer.
Det skyldes, at man startede op med det gasfyrede kraftværk i Severn i Storbritannien i slutningen af 2010 og en højere produktion fra vindmølleparker, der var under indkøring i 1. kvartal 2010.
Men i Danmark faldt den termiske elproduktion på grund af mildere vejr i de tre første måneder af 2011 i forhold til perioden året før, oplyser Dong.
Gassalget (eksklusiv eget forbrug på kraftværkerne) faldt med over en tredjedel til 25,4 milliarder kilowattimer i 1. kvartal 2011.
En stor del af faldet skyldes, at Dong Energy netto købte og solgte færre mængder på gasbørserne i 1. kvartal 2011 end samme periode 2010.
Samtidig var salget på det danske og svenske marked lavere end i 1. kvartal
2010 som følge af øget konkurrence.
/ritzau/