Kriseramte DSBFirst undgår konkurs. Der skal dog til december findes en ny operatør på den svenske strækning.
Økonomiske hårdt trængte DSBFirst lever videre, men må opgive kontrakten i Sverige.
Det fremgår af en meddelelse til medarbejderne i DSB, som Ritzau har set.
Efter flere ugers intense forhandlinger mellem DSB og de svenske trafikmyndigheder, Öresundståg, er parterne nu nået frem til en løsning.
Aftalen sikrer en uændret betjening af Øresundstrafikken på begge sider af sundet, og en truende konkurs for DSBFirst er dermed undgået.
I perioden frem til køreplansskiftet 10. december 2011 vil det blive afklaret, hvem der skal køre den svenske del af Øresundstrafikken fremover.
DSB's topchef Klaus Pedersen understreger over for medarbejderne, at der er tilfredshed med to ting i den aftale, vi har opnået.
- Vi har undgået en truende konkurs, som ville have kastet såvel kunder som medarbejdere og leverandører ud i en uoverskuelig situation, og aftalen er økonomisk set det bedst mulige udkomme af en vanskelig situation for DSB, siger han.
/ritzau/