Guldborgsundcentret udvider: Kæmpe legeland og nye butikker på vej

Der godt gang i udvidelsen af Guldborgsundcentret. Privatfoto

450 nye parkeringspladser, et stort legeland, drive-in-restaurant og en række nye butikker. Der er mildt sagt gang i udvidelsen af Guldborgsundcentret. Nu løfter direktøren for Holberg Fenger Gruppen lidt af sløret for, hvad der åbner – og hvornår det sker.

Offentliggjort Sidst opdateret

De hvide vægge rejser sig nu ved Guldborgsundcentret. Siden Folketidende tilbage i december fortalte, at det store butikscenter i Sundby bliver endnu større, har rygterne svirret.

Et spørgsmål har lydt igen og igen: Hvad kommer der til at ligge?

Flemming Holberg Fenger, direktør for Holberg Fenger Gruppen, der ejer centret, kan nu løfte lidt af sløret.

De store legeland

I alt kommer der til at ligge to blokke med i alt ni butikker. Og det er nogle af de blokke, de nysgerrige kan se, når de kører ned ad Brovejen.

Flemming Holberg Fenger vil ikke afsløre præcis, hvilke butikker der skal ligge bag de store glasfacader. Han slår fast, at butikkerne selv melder ud, når de er klar til det. Men der kommer en bred vifte af tilbud, fortæller direktøren.

Butikker, der sælger tøj, cykler, steder hvor du kan købe kosmetik, samt almindelige husstandsting som brugskunst, skal ligge i de mellem 1.000 og 3.500 kvadratmeter store lokaler.

Derudover kommer der også et nyt legeland på knap 1.800 kvadratmeter. Ligesom der kommer en drive-in-restaurant og 450 nye parkeringspladser.

To af de butikker, der allerede ligger i centret, får nu mere plads at boltre sig på. Og på lidt gådefuld vis peger direktøren os i retning af den ene, der flytter til den nye del.

- To af de eksisterende butikker flytter over i dobbelt så store lokaler. Det er fordi, det går rigtig godt for dem. Den ene har omkring 70 butikker, men den i Guldborgsundcentret er den bedste overskudsmæssigt, siger han.

Rigtig stærke steder

Direktøren pointerer, at "Guldborgsundcentret og Nykøbing er rigtig stærke handelssteder":

- Når man spørger de store kæder, er mange af butikkerne i Guldborgsundcentret blandt de ti bedste, de har.

Der er dog lige nu ikke planer om at udvide Guldborgsundcentret yderligere. Men når den nuværende udvidelse er færdig, bliver centret ifølge direktøren "et af de bedste og største i Danmark."

Og Holberg Fenger Gruppen kommer formentlig også til at gøre lidt ved den gamle del af Guldborgsundcentret.

En potentiel bejler kan nemlig stå klar til at overtage My Home, der lukker alle sine forretninger.

- Vi har tilbudt, at hvis den butikskæde kommer ind i Myhome, moderniserer vi det. Vi kunne godt tænke os at opgradere facaderne lidt, siger han. Men Flemming Holberg Fenger vil ikke ud med, hvilken butikskæde der er tale om.

Læs også: Den store møbelbutik lukker: Snart starter ophørsudsalget

En konkurrent til Nykøbing?

Flere er bekymrede for, at Guldborgsundcentret dræner butikslivet i Nykøbing. Hvordan forholder du dig til den bekymring?

- Du kan bare se tilbage på Næstved. Næstved er en stærk handelsby, hvilket netop er fordi, at man både har de små butikker, restaurantlivet, bymidten og centret.

- Hvis du går 22 år tilbage, var der ikke noget, der hed Guldborgsundcentret. Nu er der kommet 22.000 eller 25.000 kvadratmeter butikker. Og byen er kun blevet stærkere af det.

- Guldborgsundcentret har udviklet sig særdeles positivt og meget stærkt, og som jeg hører det, går det også godt i bymidten.

Der er en butik som Normal, der både er i Guldborgsundcentret og i bymidten. Er det en bekymring for dig at have de samme butikker begge steder?

- Nej, tværtimod, det er det, der gør det stærkt. Det, som der var før, var, at hvis man for eksempel skulle i sommerhus, tog man noget med fra København, Roskilde eller Køge. Nu køber man det i stedet dernede, da man kan få det til konkurrencedygtige priser, siger Flemming Holberg Fenger.

Tidligere har det været planen, at nogle af butikkerne skulle åbne her i efteråret. Det er nu ændret til, at alle butikkerne forventes at åbne i maj næste år.