Kun hver tredje elev på erhvervsuddannelserne får sit afgangsbevis i hånden. Kæmpe problem, mener AE Rådet.
Hver tredje elev på erhvervsskolerne når aldrig at blive færdig med sin uddannelse som for eksempel tømrer, elektriker eller sosuhjælper. Frafaldet på erhvervsuddannelserne er 32-33 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
Og dermed er der langt til regeringens målsætning om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Uddannelse er den sikreste vej til øget velstand for hele samfundet og et godt stabilt voksen- og arbejdsliv for den enkelte. Derfor er det alfa og omega, at alle unge får en ungdomsuddannelse i Danmark.
Det siger direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Lars Andersen.
Det største frafald på erhvervsuddannelserne sker inden for det første år, mens eleverne stadig er i gang med grundforløbet. Herefter er der et fortsat ganske højt frafald de efterfølgende år.
På de gymnasiale uddannelser er frafaldet syv til otte procent og er jævnt fordelt over studietiden.
Lars Andersen undrer sig over, at ungdomsuddannelserne skal spare massivt i år.
- Vi kan se, at der er lang vej til at opfylde 2015-målsætningen, og hvis vi i Danmark også i fremtiden vil være blandt de rigeste lande i verden, skal der satses målrettet på uddannelse, siger Lars Andersen.
Han efterlyser flere initiativer til at fastholde de unge på uddannelserne, herunder flere praktikpladser.
Også i den anden ende af det politiske spektrum bekymrer frafaldet.
- Med et så stort frafald er det særdeles overraskende, at de danske erhvervsskoler tirsdag i Jyllands-Posten udnævnes til nogle af verdens bedste, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, Cepos.
- Det er et problem, at unge mennesker dropper ud af erhvervsskoler og bliver meget forsinkede i deres uddannelse. Det betyder mindre arbejdsstyrke og velstand. Det har vi ikke råd til, tilføjer han.
Erhvervsuddannelserne omfatter blandt andet sosufagene, handel og kontor samt bygge- og håndværksfag.
/ritzau/