1,5 mennesker arbejder for danske virksomheder i udlandet. Der er flest danske datterselskaber i Indien, herefter USA og Storbritannien.
Næsten halvanden million ansatte arbejdede for danske datterselskaber rundt om i verden i 2008, viser opgørelse fra Danmarks Statistik, som for første gang har sat tal på de danske afstikkere i udlandet.
De ansatte var fordelt på 11.500 danskkontrollerede datterselskaber. Og langt den største koncentration af danske datterselskaber skal findes i Indien, hvor 11 procent af selskaberne har slået sig ned.
Ellers har over halvdelen - 53 procent - af de danskkontrollerede datterselskaber hovedsæder rundt om i Europa.
Heraf er 35 procent i de gamle EU-lande (EU-15), som rummer flest ansatte. Næststørste region er Asien, som tegner sig for 28 procent af de ansatte.
Mens selskaberne har plantet dannebrog over et bredt geografisk område, er de ansatte dog koncentreret i forholdsvis få lande.
De væsentligste enkeltlande næst efter Indien er USA og Storbritannien, begge med syv procent, samt Sverige, Tyskland og Kina med fem procent af de danske datterselskaber. Disse lande udgør tilsammen næsten 40 procent af den samlede portion på 1,5 millioner ansatte i 2008.
Over halvdelen af de ansatte beskæftiger sig med finansiering og forretningsservice og tjenester. Heraf udgør forretningsservice - for eksempel rengørings- og vagtvirksomhed - alene hele 45 procent. Derudover har dansk erhvervsliv gjort det godt inden for industri i udlandet med 25 procent af de ansatte.
/ritzau/