Annonce
Erhverv

Ingen fiskere uden torsk

Foto: Arkivfoto: Per Houby

Reduktion af torskekvoten i Vestlige Østersø kan betyde lukning af Langø Fiskerihavn.

Fiskerne på Langø Havn er i krise, efter at torskekvoten i den Vestlige Østersø fra næste år bliver skåret med 56 procent.

- 80-85 procent af det vi fanger, det er torsk. Så det bliver overhovedet ikke nemt at få det til at løbe rundt. Det er en udfordring, som vi ikke kan overvinde, når der samtidig er discardforbud. Du må ikke smide fisken ud, og du må ikke tage den med hjem og spise den selv, forklarer Johnny Krog, der er formand for Langø Fiskerihavn.

Oprindeligt var der lagt op til en reduktion på 88 procent, men mandag aften gik EU-kommissionen med til kun at reducere kvoten med 56 procent efter stort pres fra landene omkring Østersøen.

Ifølge Johnny Krog er det op til politikerne at finde en støtteordning, der kan kompensere fiskerne indtil torskebestanden er kommet på ret køl igen.

- Vi er allesammen gamle, og der er ikke kommet nogen nye unge ind i faget, så hvis vi stopper, så kommer der ikke nogen andre, og så er det helt slut med fiskeri fra Langø. Derfor bliver politikerne nødt til at finde ud af en eller anden form for kompensation. Hvis der ikke bliver fundet nogen ordning, så ender det med, at der kommer et par store både om vinteren og suger kvoten op, og så er dét det.

Han peger samtidig på, at der er langt mere skånsomt for havmiljøet at have flere små fiskekuttere fremfor en stor.

- Man kan ikke gøre fiskeriet mere skånsomt end det, vi gør det. Vi skraber hverken bund eller noget andet med op når vi fisker. Vi har videoovervågning på bådene, der sikrer, at vi kun fanger det vi må, og at vi udfører vores arbejde efter de gældende love og regler. Jeg tror ikke der er nogen fiskere, der er interesserede i at overfiske. Netop det, at vores fiskeri med små både er så skånsomt og bæredygtigt, er grunden til at vores fisk er så efterspurgte på de store restauranter inde i København, fortæller Johnny Krog.

Fiskeriformanden er selv en af erhvervsfiskerne, der fisker fra Langø Havn, og for ham er der ingen tvivl om at færre torsk kan betyde, at han bliver nødt til at indstille fiskeriet for bestandigt.

- Det hed sig i starten, da FKA-kvoterne kom, at kvoten kunne justeres op og ned med 15 procent om året. Men der er blevet justeret med 22 procent for et par år siden, og nu er det så 56 procent. Når man alligevel politisk går ind og beslutter kvoterne, hvorfor så overhovedet have det her system? Jeg har for nogle år siden været ude at købe andet skib, hvor der var noget torskekvote på, som jeg kunne fiske for at tingene kunne løbe rundt. Men de fisk er væk nu, og jeg skal stadig betale renterne af dem i banken. Det er mange penge, som jeg ikke kan få ind igen, forklarer Johnny Krog.

Priser og stramme regler er blandt andet med til at fastholde torsken som den primære indtægtskilde for fiskerne.

- Der er nogen, der var ude at foreslå, at man bare kunne skifte til rødspætter, hvor der er kommet lidt mere kvote på. Men jeg ved ikke, hvem det er, der skal stå nede på bunden og sige til torsken, at den ikke må gå i rødspættegarnene. Rødspættepriserne er meget ringe, plus at når der alligevel går torsk ind i garnet, så gør discardforbuddet det helt umuligt for fiskeriet at løbe rundt. Selvom priserne skulle stige en smule, så er det kun en brøkdel, som vi får glæde af. Og det skal også stadig være en pris som folk er villig til at betale – fisk er i forvejen temmelig dyrt, fortæller Johnny Krog.

De reducerede kvoter, og indtægterne deraf, kommer også til at kunne mærkes på havnen og virksomhederne omkring den.

- Det bliver for fremtiden utroligt kedeligt og trist at komme til Langø. Hele havnemiljøet med både, der kommer ind, det som folk kommer til byen efter, det forsvinder. Det kommer også til at gå ud over smedene og alle de andre servicevirksomheder, der er rundt omkring havnen. Vi er en privat havn, og vi har blandt andet vores eget ishus, men hverken det eller havnen kan vi opretholde, hvis vi ikke kan fange nok fisk. Og så bliver kommunen nødt til gå ind og overtage havnen.

Hvad er discard?
Forbud mod discard, også kaldet udsmid, er et forbud mod at genudsætte den torsk man har fanget. Dette gælder i Østersøen for alle torsk, laks, sild og brisling, som ryger i nettet uanset størrelse. Fiskeren har pligt til at lande samtlige fisk, og den landede fisk bliver afskrevet af fiskerens kvote. Den del af fangsten, som ikke kan sælges til opkøbere, fordi den eksempelvis er under mindstemålet, bliver brugt til blandt andet fiskemel, kattemad og kosmetik eller destrueret for fiskerens regning. Forbuddet mod discard trådte i kraft i Østersøen 1. januar 2015.

Hvad betyder FKA?
FKA eller Fartøjs Kvote Andele er et system, hvor fiskekvoterne er bundet til det enkelte fiskefartøj. Systemet trådte i kraft i 2007, og grundtanken var, at man ville opnå et mere bæredygtigt fiskeri. Samtidig blev det også muligt for fiskerne at sælge og købe deres kvoteandele fra andre.

Kilde: NaturErhvervstyrelsen

  • Foto: Arkivfoto: Per Houby
Annonce
Guldborgsund

René fordobler overskuddet

Erhverv

Scandlines skifter ud i direktionen: Her er de nye navne

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Voldsomt vejr: Nu besøger Lars Løkke smadret havn

Guldborgsund

Gerts vilde døgn: - Det er 24 timer i helvede

Dølle

Siden 1980: Preben har aldrig misset et eneste Dølle

Dølle

Musikken sætter gang i festen: - Vi kommer fra Døllefjelde-Musse ...

Dølle

Claus må "skjule sin identitet": - Jeg blev ked af det, da jeg hørte det

Sport

Claus Jensen rørt efter sejr: - Spillerne fortjener det så meget

Sport

Så skete det endelig - Nykøbing FC tog en kæmpe skalp

Dølle

Nu er den væk: Hvad betyder det for Dølle?

Dølle

Den nye Dølle-pølse: Hvad siger markedsgæsterne?

Lokal nyt

Regionsråds-politiker bryder med sit parti

112

Brandvæsnet blev tilkaldt, men vendte hurtigt om

Indland

Rusland advarer Danmark: Det vil blive gengældt

112

21-årigs sindssyge kørsel: Vaskeægte vanvid

Sport

Reddet fra konkurs - klar til kamp mod Nykøbing

Indland

Messerschmidt måtte aflyse 1. maj-møde på grund af sikkerhed

Annonce
Annonce
Dølle

Mette sælger dem, men hvem i alverden køber dem i maj?

Guldborgsund

Mark O. Madsen overrasker: Går ind i politik

Indland

86.000 danskere er afhængige

Dølle

Unge Dølle-veteraner: Der er nok mange, der pjækker fredag

112

Niels-Christian blev jagtet gennem mark: Så brød helvede løs

112

Fik slag i hovedet på marken

112

Hurtigt personale fik slukket brand